Eftermiddagstur med dejlige nødder

Sommetider kan jeg undre mig over at den samme tur alligevel aldrig er den samme tur.  Det har noget at gøre med at årstiderne hele tiden får naturen til at ændre sig. Der sker aldrig det samme herude som for bare en dag siden. I dag er det næsten samme tur jeg går som sidste gang. Og denne gang er der sørme også rådyr nede i bunden af tunneldalen. Et stort lam, er det vist. Der er noget som klør. Den har slet ikke opdaget mig, jeg står jo også med den lave septembersol i ryggen.

Rålammet klør sig på halsen

Jeg smutter en lille genvej, ned gennem bueskytternes eldorado. Det er et stykke udyrket  jord, så dér må jeg gerne gå. Og dernæst hen forbi Husmandsstedet. En enkelt kålsommerfugl har taget ophold i solen på skvalderkålens blade. Vejret er også til at sole sig i.

Stor kålsommerfugl

Henne langs vejen er der stadig kåltidsler som blomstrer. Det er lidt sent, men sommerens afslåning af engen har givet dem et sent og nyt liv. Det nyder blandt andet honningbierne godt af, de henter sig lidt nektar i dem.

Honningbien i kåltidslen

En lille, brunlig sommerfugl flagrer forbi, hvor mon den vil hen? Jeg står lidt og følger den med øjnene, nu sætter den sig. Den har fået øje på en lille buket nyudsprungne rølliker. De er også et resultat af remontering efter afslåningen. Nu kan jeg se hvad der er for en sommerfugl, lille ildfugl. En af de allermindste, men meget smukke sommerfugle der stadig flyver.

Lille ildfugl henter nektar i rølliken

Jeg møder flere af dem her langs engen. Også en som slår sig ned sammen med en admiral i de remonterede hjørtetrøst. De fleste hjortetrøst står ellers lige nu med masser af frø, men ikke lige her. De er sent på den på grund af den nævnte slåning i sommers.

Her kan man se hvor lille ildfuglen er, sammenlignet med admiralen

Jeg når ned til vej-t-et, der hvor bækken går under vejen. På den anden side står en flot hyld, den har masser af modne hyldebær i store klaser. Efteråret er frugternes tid. Jeg fristes til at plukke lidt, men gider alligevel ikke slæbe på dem, måske på vejen hjemad?

Hyldefrugter venter bare på at blive plukket

Da jeg vender mig om, kan jeg se de mange flotte limousinekvæg der nu går og græsser den tidligere brakmark, den der i sommers var vært for masser af blodpletlarver.

Limousinekvæget er ved at ændre brakmarken til overdrev

Det er vist meningen at kvæget fremover skal græsse marken af. Det bliver spændende at følge med i ændringerne i plantesamfundet. Der bliver nok ikke plads til flere engbrændbæger, de er nemlig ikke så sunde for dyrene at spise. Og så er det også slut med mad til blodpletlarverne.

Det er ikke alle der er modne, men næsten

På vejen ud mod Hundesøen er der flere steder med hyld, det er ikke alle steder de er modne. De steder der er mere skygge, der er de senere på den.

I slåenkrattet, der er langs vejen, der kan jeg se enkelte slåenfrugter. Der er ikke mange af dem. Det var alt for koldt i foråret, deres blomster fik ikke besøg af bierne så de blev ikke befrugtede. Men dem der er, de ser flotte, blanke og nærmest sorte ud. De er dog stadig meget sure, de kan virkelig lave “hønserøv” hvis man bider i dem. Der går mindst en måned før de er til at høste af. Lidt nattefrost fjerner det meste af det sure.

Der er lidt slåenfrugter i år, men lidt frost skal der til

Hegnet langs vejen er et blandet hegn, der er også mange hasselbuske. Jeg plukker en del nødder på vejen, de skal med hjem til egernet til vinter. Det er let at plukke nødderne, de er lige præcis modne, de falder let ud af haserne. Jeg må passe på ikke at ryste grenene, så drysser nødderne nemlig ned i græsset på jorden. Så er det vist kun musene der får glæde af dem.

Hasselnødderne er plukkemodne

Fremme ved bredden af Hundesøen, der står flere hunderoser, måske det er dem som har givet navn til søen? Deres hyben lyser rødt i solen. Jeg fristes til at plukke, men de skal være helt modne, næsten overmodne, før de kan bruges til snaps. Er de ikke det så kommer der gele i snapsen.

Hyben på roserne er næsten klar til høst, for den som vil lave sig en dram

Et enkelt æbletræ står der også her ved bredden. Dets æbler lyser, som rosernes hyben, i solen, det ser flot ud.

Jeg skal nu ikke nyde noget af at smage på dem, de er nok næsten lige så sure som slåenfrugterne.

De syreholdige vilde æbler skal nok vente lidt endnu

Jeg fortsætter højre om søen, der i egen sidder endnu en admiral, den soler sig. Ænser slet ikke at jeg er der. Jeg synes der er mange admiraler dette efterår, flere end der plejer at være. Dejligt med noget så flot at se på.

Admiralen sidder på egebladet

Denne gang vil jeg ikke rundt om søen, så jeg vælger at hoppe over hegnet ind til folden der ligger her til højre for (mod øst) søen. Jeg følger bækken der løber tværs gennem engen. Der er godt med vand i den i øjeblikket. På stenene, på vejene, og især på de store sten langs vandløbet, der sidder masser af små hedelibeller og nyder solen. De får nok en del varme ved at sidde på stenene.

Bækken går over i et moseagtigt område midt i engen, jeg hopper fra tue til tue for at komme igennem. På den anden side af mosen, der ligger en ret stor sten, og hvad sidder lige der midt på den? En af de små hedelibeller, ja, men ikke en almindelig en, heller ikke en stor, ej heller en blodrød en af slagsen, men en gulvinget hedelibel. Det er anden gang jeg ser sådan en. De er vist ellers ikke sjældne, det er bare mig der ikke får øje på dem.

Gulvinget hedelibel, en jeg ikke møder ofte

Nu begynder bækken at løbe i en dyb kløft den selv har udgravet de sidste mange hundrede år. Der ligger stadig store sten som den ikke har kunnet flytte. Til sidst forsvinder bækken ind under et tæt ellekrat, jeg kan ikke fortsætte langs den.

Bækken har gennem tiden gravet sig ned i denne ende

Jeg må op på marken, det er ikke længere en eng, her er noget tørrere.  Der står enkelte gule høgeurter i græsset, en nældens takvinge flakser rundt imellem dem, den nyder vist også solen.

Nældens takvinge mødes hele efteråret

Solen er ikke højt på himlen nu det er sidst på eftermiddagen. Derfor er det let for mig at se og nyde de fine spindelvæv i sivene henne i lavningen jeg nu er på vej hen i mod. Solen er lige foran mig, så modlyset afslører alle de fine tråde.

Efteråret er edderkoppernes tid, det er nu jeg ser dem

Der er flere flotte spind, enkelte har også fanget lidt mad til indehaveren. Ude ved vejen der løber lige på den anden side af hegnet, der står endnu en hyld. Dens frugter er fuldmodne. Hvis ingen plukker dem så får fuglene forhåbentlig glæde af dem.

Hylden er alle steder

I modlyset er det let at se de mange efterårsmosaikguldsmede der flyver rundt på jagt. Deres vinger glimter i solen. Da jeg hopper ud fra indhegningen ser jeg flere som letter fra hegnet langs vejen.

Efterårsmosaikguldsmed

Hegnet er lige nu soleksponeret, den lave sol er næsten vinkelret på hegnets sider. Det udnytter efterårsmosaikguldsmedene

Så solfikseret at man kan komme tæt på

Der er rigtig mange af dem i hegnet, på en kort strækning af 10 – 20 meter tæller jeg over tyve. De sidder og suger varme, de er så optaget at jeg kan komme meget tæt på uden at de reagerer. Jeg lister med langsomme bevægelser så ser de mig ikke.

Her i hegnet sidder masser af efterårsmosaikguldsmede

Det er helt utroligt at der kan sidde så mange på så kort en strækning. Men det har været et rigtigt møgvejr i lang tid, så de trænger nok til varmen. Mens jeg står fotograferer dem, er der noget som rasler ved mit højre øre. Jeg ser ned på min skulder, en hedelibel har sørme valgt min skulder til at slikke sol fra. Det er sjovt at guldsmedenes vinger ofte rasler når de flyver.

Pludselig er der noget højt oppe i luften der fanger mit blik, en rovfugl. En af dem jeg må fotografere for at finde ud af hvilken det er. Det viser sig at det er en flot spurvehøg.

Spurvehøgen driver stille hen over himlen meget højt oppe

Den svæver meget højt oppe så det er umuligt for mig at få et skarpt billede af den, men silhuetten er vel også noget værd.

Download PDF

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.