Jyllandsturen, Hvide Sande – Ringkøbing – Vest Stadil – Vedersø – Fjaltring – Lemvig

Fortsættelse her fra

Vi vågner sent. Vejret er klaret noget op, men det er også begyndt at blæse lidt. På morgenudsigten kan du se at der er huller imellem skyerne.

Og så er stenskibet væk, pist væk, forsvundet i løbet af natten. Nu kan vi se direkte over på den nye mole og klitterne bag.

Klokken er hen ad ti inden vi tager os sammen til at køre videre. Først besøger vi lige den lokale lystfiskerforretning, gårsdagens ringe udbytte skal der gøres noget ved. Jeg køber et par nye forfang og noget moderne kunstagn.

Vi fortsætter derefter nordpå. Men drejer en smuttur ind til Ringkøbing, hvor kan vi få tømt diverse tanke. Vi finder lystbådehavnen. Her er en lille bygning hvor vi kan aflevere tankenes indhold, og tanke frisk drikkevand.

Så skal vi tilbage til vestkysten igen. Herunder et billede  fra vejen ud af byen efter besøget på havnen.

På vejen mod kysten kører vi ad Søndervig Landevej. I nummer 12 er der gårdbutik. Vi kører ind for vi mangler lidt grøntsager. Udvalget er stort, flere forskellige kartofler, helt friske.  Her er også sukkermajs, blomkål, spidskål, løg plus flere andre grønne sager og frugter.Vi forsyner os med hvad vi behøver, plus lidt majs.

Indgangen til gårdbutikken er glasdøren til højre for porten.

Vel tilbage på klitvejen, drejer vi igen nordpå. Vi kommer forbi Søndervig. Der har været sandskulpturfestival, men der er ikke åbent da vi kører forbi. Det ser ellers smukt ud derinde bag hegnet. Egentlig troede vi at sådan noget foregik på stranden, og ikke oppe på en gammel byggegrund langt inde i land.

Lidt længere oppe stopper vi på en strandparkeringsplads ved Bækbygård strand. Det er blevet blæsevejr så der er rigtig gang i bølgerne. Det bliver kun til en kort tur på stranden, det er for blæsende at gå der.

Lidt strandbilleder bliver der alligevel taget.

Vi fortsætter længere op, og lidt  ind i land, til Vest Stadil Fjord. Et rigtigt naturgenopretningssted. Herunder et udsnit af fjorden set fra vesterhavsklitten.

Tidligere var her enge på grund af afvanding, nu er vandspejlet hævet.  Der er masser af fugle i fjorden. Vi ser både gæs, ænder og mængder af blishøns, samt tusindvis af stære der fouragerer på engene langs fjorden.

Og et par blå mosaikguldsmede ser vi også. Endelig, vil jeg sige, for det er ikke mange insekter vi har mødt på denne tur. Det bliver ikke til billeder af dem, de har for travlt med at jage.

Vi fortsætter op, øst om stadilfjorden, og når op til Vedersø. Vi stopper overfor kirken, den må ha’ et besøg.

Først går vi ind i kirken. Den er som de fleste kirker i Danmark bygget i 1200-tallet. Den er ikke noget særligt af udseende, men Kaj Munk, digterpræsten, har jo været præst her i sognet fra 1924 til 1944, hvor han til sidst blev myrdet af den tyske besættelsesmagt.

Kaj Munk ligger begravet lige øst for kirken, ud for dens kor. Hans kone og ene søn ligger ved siden af ham. Et ganske anonymt gravsted, kun bevokset med efeu, omkranset af sten.

Vi begiver os ud mod kysten igen, ud til Bjerghuse. Var det blæsevejr ved Bækbygård tidligere på dagen, så er det blevet kuling her oppe. Det er ved at blive voldsomt.

Så efter et kort kig fra klittoppen, går vi tilbage til husbilen. Nu er det tid for en eftermiddagslur. Regnen styrter ned med mellemrum så bilen må flyttes, vi har fået sat den midt i en vandpyt der bliver større og større.

Så fortsætter vi op langs Husby Klit, en smal klitrække der løber langs kysten.

Vi ville egentlig have været inde i Thorsminde, men de bryder sig ikke om husbilturister. Parkering forbudt for os!!!

Derfor kører vi mod Fjaltring, her er en husbilparkeringsplads helt ude ved kysten hvor vi gerne må være.

Men hold da op. Havet viser tænder, her vil vi ikke overnatte, det giver blot mareridt, bølgerne står op over strandlinjen. Mens vi drikker kaffe salter forruden næsten til. Her er ellers sikkert godt at være på lidt mere stille dage. Vi holder med direkte udsigt til havet. Se stedet på Googlemap her

Vi har et alternativ, den nye parkeringsplads i Lemvig. Derfor kører vi den vej efter kaffen. Der er fladt herude ved Fjaltring, kirken ligger noget ensomt, og skærmende træer findes ikke.

Camperparkeringspladsen i  Lemvig ligger på havnefronten, finere kan det dårligt blive.

Her udsigten da en lille coaster forlader havnen.

Se havnepladsen  på Googlemap her

Herunder dagens etape (turen fortsætter her)

Download PDF

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.