I Foreningen NaturFotografer i Danmark.
For et halvt årstid siden syntes jeg, at jeg manglede inspiration i min hobby med at fotografere. Derfor meldte jeg mig ind i foreningen NaturFotografer i Danmark, NFD. Foreningen afholder hvert år en fotokonkurrence. Reglerne er ret skrappe, man må stort set ikke ændre på sine billeder, når de først er taget. Jeg var som nyt medlem lidt nysgerrig på hvordan konkurrencen ville foregå, så jeg valgte at loade to-tre billeder op, for at få et indtryk af hvad det gik ud på.
Konkurrencen har en række kategorier, landskabsfoto, fugle, pattedyr, insekter, vækster osv, tolv i alt. Medlemmerne udvælger de bedste 20% som en dommer derefter skal finde første-, anden- og tredjebedste billede i hver kategori. Han skal også udvælge årets naturbillede. Det blev et fantastisk billede af soldug, du kan se billedet ved at klikke her Billedet var tilmeldt i kategorien “Vækster”. Det ene af mine billeder fik diplom som nummer to i selvsamme kategori.
Du kan se mit præmierede billede herunder:
Hvordan har jeg lavet billedet?
For det første udnyttede jeg teknikken i mit kamera. Det vil sige funktionen der kaldes “Pixel shift”. En teknik som kun Pentax og de nyeste Sonykamera kan udføre. Det er lidt teknisk, men ved pixel shift rykkes sensoren en pixel, fire gange, så hver pixel modtager lys i alle de farver sensoren måler, grøn, blå og rød. Funktionen gør at billederne bliver en smule mere farvemættede, og en hel del skarpere og stort set uden “støj”.
Focus-peaking til at hjælpe den manuelle fokusering, benytter jeg stort set altid, når jeg bruger live-view på kameraets skærm.
Behøver jeg at nævne fotostativ og fjernudløser?
Det krævede en del forsøg med samme motiv. Du får lige et billede af svampene inden forsøgene.
Der er jo ikke meget spræl over det, nærmest lidt kedeligt og fladt. Overfladen af svampenes hatte skinner lidt, det skyldes at det regnede, en lidt mørk dag var det. Så jeg tænkte at lidt lys måske kunne hjælpe motivet lidt på vej. Først et forsøg med lys nedefra.
Det er ikke så heldigt med skyggen nederst på stænglerne, ellers vel et ok billede uden at være rigtigt godt.
Måske oppe fra? Joe, nu begynder det at se ud af noget, og jeg opdager, at der kan fanges reflekser i de våde hatte.
Jeg måtte vippe lidt med lyset indtil det faldt rigtigt. Endelig fandt jeg den rette vinkel, hvor der kom ekstra meget refleks i hatten. Lyset fik jeg fra mobiltelefonen.