Frankrig 2017

Der er flere steder i Europa vi har på ønskesedlen for se, et af dem er  Sydfrankrig. Vi har tidligere haft det på programmet, men måtte droppe planerne på grund af uforudset arbejde.

Planen er at køre ned i Tyskland, derfra vest over ud til vestkysten af Frankrig lige syd for Bretagne. Sydpå langs kysten eller lidt inde i landet afhængig af vejret. Helt ned til Pyrenæerne og måske over dem og ind i Spanien. Hjemturen er det meningen at tage inde i landet, op mod nord til Holland, hvor der forhåbentlig er masser af løgplanter der blomstrer på markerne. Herfra hjem igen via Tyskland. Bilen er tjekket og klar, det har vores lokale mekaniker meget samvittighedsfuldt sørget for.

Fredag den 10 marts

Afgang kl 9.30 ad motorvejen over Storebælt, forbi Odense, hvorefter vi kørte fra motorvejen. Den sædvanlige kaffepause ved Middelfart. Over Lillebæltsbroen, igennem Kolding og syd på. Frokostpausen holdes nogle kilometer syd for Kolding. Derefter forsætter vi sydpå, passerer grænsen og drejer ind mod Harrislee, hvor vi havner hos Duborg. Her forsyner vi os så vi har gas og andre nødvendige ting med til resten af turen.

Kursen sættes mod Wittenberg, der er godt nok langt derned, ved 16-tiden begynder vi at lede efter et sted at overnatte. Første forsøg mislykkes. Det ender med at vi havner i Bad Oldesloe, vi har en gang før overnattet her

Her ankommer vi 17.30, her holder kun to autocampere i forvejen, begge tyskere. Den ene ser meget ny ud, den anden er noget alternativ. Den bebos af en ældre herre. Han er også lidt alternativ. Langt hvidt hår og kasket.

På et tidspunkt er han ude og hente et par tæpper ind, de har hængt til større på siden af bilen. Under denne manøvre lykkes det ham at række tunge ad os, og på vej retur ind i bilen, vrikker han smukt med sin brede røv.

11 marts

Og så viste det sig, at den lidt skøre herrer slet ikke var så skør, og i øvrigt heller ikke tysker. Han var faktisk en blanding af irsk og engelsk, som ham sagde, da jeg senere på aftenen fik en længere snak med ham. Han er folkmusiker, og har optrådt både i Tønder og Skagen. Bilen har han selv bygget for over tyve år siden. At den er på tyske plader skyldes, at han mest opholder sig i Tyskland, hvor han har tre børn. Og så at engelske skatteregler er umulige at leve med, som han sagde. Han skal optræde i Hamborg søndag, altså i morgen.

Vi hilser farvel til ham, da vi fortsætter mod Wittenberg. Wittenberg ligger i det tidligere Østtyskland. Til vores overraskelse opdager vi at Tyskland i den grad har et udkantsproblem. Vi ser hele gader i byerne hvor husene på den ene side er tomme og forfaldne.  Vi ser gamle bondegårde ude på landet, som engang har været store og flotte, men nu er ved at skvatte sammen. Teglfyldte felter i bindingsværket er en gang blevet erstattet med lerklining, som nu er ved at forsvinde, leren er simpelthen vasket væk af regnen.

Ikke alt er kedeligt, for eksempel ser vi flere store flokke traner der søger føde på markerne. De er nok på vej nordpå. Kan sikkert ses ved Hornborgasjöen i starten af april. Vi når frem til Wittenberg, klokken er lidt i 16. Vi finder en parkeringsplads, og vandrer op i byen. Det viser sig at stort set alt lukker kl 16.00 både kirker og turistinfo.

Efter en tur op og ned ad hovedstrøget, beslutter vi os for at finde et overnatningssted.

Der er en en autocamperparkering i Wittenberg, men den er begrænset til 8 stunde, (8 timer), og i øvrigt ligger den et sted der ikke er særligt indbydende, så vi beslutter at finde et alternativ. Vi kører ca 20 km til en by ved navn Bad Süden. Her er der indrettet en parkeringsplads, hvor vi kan holde. Her holder i forvejen en tysk camper. I løbet af aftenen dukker endnu en tysk bil op.

Vi holder med udsigt til en lille mølledam. Møllen er, som så meget andet i denne del af Tyskland, temmelig forfalden.

12 marts

Vi har sovet fint, her er meget fredeligt. Under morgenkaffen ankommer en varevogn med trailer. På traileren er der at par hvide spande, og et større kar. Spandene indeholder fisk, formentlig karper. Dem tømmer de ud i mølledammen. I den store tank er der endnu flere fisk, de havner alle i mølledammen.

Ved titiden kører vi tilbage til Wittenberg. Finder parkeringspladsen igen og går op i byen. Ned i gennem de to hovedstrøg går der et par kanaler hvori der løber vand.

Der er stadig gudstjeneste i Luthers kirke, så vi går lidt omkring. Det er koldt, men i solen er der til at holde ud at være.

Da gudstjenesten er slut går vi en tur ind i kirken. Den er ikke så stor endda, men alligevel smuk. Desværre er alterdugen ikke den som Margrethe har lavet, vi ved ikke hvorfor.

Vi går ned ad det ene hovedstrøg, ned til Slotskirken. Den er en smule smukkere, her er glasmosaikker.

Vi indtager lidt sen frokost da vi er tilbage i bilen. Derefter sættes kursen mod Frankrig. Landskabet skifter karakter, vi kommer igennem områder med kæmpestore marker. Også et sted med kæmpehøje affaldsdynger, formentlig fra minedrift.

Indtil nu har Tyskland været meget fladt, det skifter nu. Vi kører ad en serpentinevej opover en lille bjergkæde. Vi havner i Soderhausen, her er der en lidt kedelig plads vi kan holde på i nat. Husk, som vanligt kan vores overnatningspladser findes på denne side

13 marts

Endnu en fredelig nat, bortset fra at trafikken startede lidt tidligt ude på vejen. Her har overnattet en enkelt anden camper, en tysker. Her er tømning, men vandet fungerer vist ikke og koster en euro. Så vi tømmer tanke inden vi drager af igennem Hessen,  med kurs mod Frankrig.

GPS’sen er sat til korteste vej, erfaringen siger os at det giver de smukkeste veje. Det kommer til at stemme. Vi kravler umærkeligt opad, for pludselig at skulle køre nedad igen. Et sted står der 14%, det er ret stejlt ned. Vi kommer igennem flere små landsbyer med meget smalle veje, og gamle bindingsværkshuse der står tæt op ad vejen. Herunder er det i Homberg i Hessen.

 

Kl 15.30 havner vi i Grünberg, en lidt større by med en del forretninger. Her er en camperplads vi kan overnatte på. I øvrigt også en serviceplads lidt længere henne ad gaden. Der får vi tanket vand.

Vi bruger et par timer på at se lidt på byen, den er også fyldt med smukke bindingsværkshuse.

Ved bybrønden, den du kan se foran barnevognen på billedet herover, står en jernkvinde.

14 marts

Vi fortsætter kursen mod Frankrig. Vi havner ved Rhinen ca 75 km syd for Koblenz.

For at kommer over Rhinen må vi ned til Koblens. Her er der en bro over Rhinen. Inden da holder vi pause med udsigt over floden, en del flodbåde sejler forbi, de fleste på vej nedad, men enkelte kæmper sig opad.

Efter Koblens kører vi opad langs Rhinen igen, indtil vi må op over bjerget. En lang stejl serpentinevej hjælper os op på plateauet. 20 km efter må vi ned igen. Vi bliver advaret, busser må ikke køre den vej, vi er ikke i bus, så … Det tager kun fem minutter at komme ned, vejen er smal, og stejl. Heldigvis møder vi kun en bil der er på vej op. se nedkørslen i filmen herunder.

Nede ved Mosel, i byen Alken, finder vi en plads vi må holde på. Her udsigt direkte til floden, den løber på den anden side af vejen. Vi håber ikke der er meget trafik på vejen om natten.

Vi går en tur i byen og ser de smukke huse, kirken og ikke mindst vinmarkerne der ligger på den stejle bjergskråning bagved byen. Det er i øvrigt blevet forår, her er over 20 grader midt på dagen. Vi må have døren åben, og turen i byen foregår i skjorteærmer.

15 marts

Vi vågner tidligt i dag. I går aftes brugte jeg lidt tid på at tage lidt nattebilleder. Vinslottet på toppen af klippen var belyst, det samme var kirken.

Vi har sovet nogenlunde. Ind i mellem kørte et godstog på den anden side af Mosel, det støjede en del. Trafikken på vejen, der går lige forbi, var ikke generende. Vejret her til morgen er ret gråt, gårsdagens solskin er forsvundet.

Vi drager videre, først mod Cochem. Det vil sige op langs Mosel, og over en bro. Derefter drager vi op ad bjergsiden for at komme videre mod Frankrig. Vi holder morgenpause i Tyskland, fortsætter og holder middagspause i Luxemburg, for at drikke eftermiddagskaffe i Belgien. Og tilsidst ender vi i Frankrig.

I Frankrig havner vi ved vestfronten fra 1’verdenskrig; Douaumont. Først beser vi et større mindesmærke for alle de mange franske soldater der mistede livet i den meningsløse krig.

Og herunder inde fra samme bygning. Det rødlige lys skyldes farvet glas i vinduerne.

Dernæst Fort Douaumont ikke langt fra mindepladsen, som der blev kæmpet om i årevis.

Vi havner til sidst ved et endnu ældre fæstningsværk, nemlig Champ d’Attila, en borgring mindst tre gange så stor som Trelleborg, og meget ældre. Man mener den er anlagt i tusindårene før vor tidsregning, det vil sige i bronzealderen. Her er der en plads vi kan holde natten over. Det er i øvrigt igen blevet næsten sommer. Vi går i seng til 12 grader.

16 marts

Vi har sovet fint her ved den gamle borg/ringvold. To belgiere har også brugt stedet. Vi beser voldanlægget, det er ret imponerende, volden er høj, og der er voldgrav udenfor. Man kan se at det er kalkgrund der er skovlet op til volden. Det må have været et kæmpe arbejde for dem som byggede anlægget. De har jo ikke haft jernredskaber til rådighed. En kæmpe stor ring der omgiver en stor mark med raps på.

Vi sætter kursen videre vest på, nord om Paris, mod Gournay en Bray. Sikke en dag, solen skinner fra en skyfri himmel, og det er rigtigt forår. Bønderne har mange steder travlt med at så, senere på turen ser vi kornmarker så netop er spiret frem. Rapsmarkerne er flotte grønne, og allerede begyndt at trække sig, det varer ikke længe før de står i blomst.

I haverne, og langs vejene blomstrer forsythiaerne med fuldt flor. Som vi nærmer os bestemmelsesstedet dukker der narcisser op som også står i blomst. Mirabellerne står og lyser hvidt i hegn og langs vejene. Smukke rødblomstrede kirsebærtræer er lige ved at springe helt ud. I skovene er anemonerne lige begyndt at lyse hvidt.

Vel fremme i byen, slapper vi lidt af, inden vi går på indkøb. Her er et stort supermarked som har alt et sådant sted kan ha’. Masser af forskellige grøntsager, fisk, brød osv.

Vi handler lidt så vi har til aftensmaden. Kassedamen hygger sig vældigt over vores manglende sprogkundskaber.

Solen har skinnet hele dagen, temperaturen er på 23 grader ved femtiden.

 

 

Kommentarer