Fortsættelse her fra
Turkestan – Rusland
9 september
I dag går vi over og ser på Khodja Ahmed Yasauwi’s mausoleum, som også er en moske. Moskeen er optaget på Unescos verdensarvsliste. Området her er meget arabisk præget, i morges hørte vi imamen kalde til bøn fra en mineret, det har vi ikke oplevet før. Kazakhstan er ellers meget verdslig, og går ikke meget op i religion. Det er et multietnisk land med knap 50 procent muslimer, 35-40 procent kristne, resten alt muligt andet. der er en meget høj tolerance over for minoriteter.
Foran moskeen er en kæmpestor rosenhave. Kunstvandet ved hjælp af overrisling, du kan nok ane vandingskanalerne på billedet herunder.
Forsiden af moskeen er lidt rå at se på, der stikker bjælker ud højt over døren, måske de en gang var anker for stilladser? Nu bruges de af mange fugle som efterlader lidt affald på fliserne langt under dem, nede foran indgangen. Det giver lidt beskæftigelse til de folk der kan ses på billedet.
Vi er heldige, for en ung kvinde fra moskeen kommer og tilbyder sig som guide, da vi går rundt og ser interesserede ud. Hun viser os hele moskeen, og fortæller hvad der er foregået i de forskellige rum. I et rum sad regeringen over området. Et andet rum var der reception, så dem som skulle tale med regeringen kunne vente komfortabelt etc.
I receptionen er nu opbevaret en masse gravsten, de ældste er fra 900’årene. Samme tid som vikingerne hjemme havde travlt med at hærge.
Selve den nuværende moske er bygget i 1300’årene, den er 10 etager høj. Inde midt i centerbygningen, som i øvrigt er under restaurering, står en kæmpe stor skål. Den er lavet af syv slags metal, kobber, tin, bly, sølv, jern, plus et par stykker mer’. Skålen vejer omkring 2 ton og kan indeholde 300 liter. Den er støbt den 25 juni 1399 i byen Karnak der ligger 25 kilometer væk. Ydersiden er fyldt med skriftsteder fra Koranen.
Fra skålen blev der uddelt helligt vand og mad til befolkningen. Der er et stort køkken inde i et af siderummene. Moskeen har i alt 34 forskellige rum.
Restaureringen foregår højt tilvejrs på et lidt skrøbeligt stillads. Bemærk at der ikke er kryds i de fire øverste fag, og intet gelænder foran de smalle brædder som de arbejder fra.
I et af rummene er den brønd som det hellige vand kom fra. Stenene omkring brøden er de originale, men låg og håndsving er af nyere dato
Døren her under er også en original dør, fra dengang moskeen blev bygget. På den anden side ligger selve mausoleet. Stagen foran er faktisk en standard, med en jerndims for enden. I den står der flere skriftsteder fra Koranen, den er lige så gammel som døren.
Vi ser også den underjordiske ”by”. Det er imidlertid kun et hus der er under jorden. Da Khodja Ahmed Yasauwi blev 63 år gammel flyttede han derned. Muhammed blev kun 63 år, så det ville Khodja Ahmed Yasauwi ikke overgå, derfor blev han dernede i de ti år han levede efter de 63. Om ikke begravet, så dog under jorden. Fotografering forbudt dernede, så ingen billeder.
Men lidt flere billeder af moskeen ude fra kan du få.
Indgangen skulle også have set ud som bagindgangen her, beklædt med fine glaserede mosaiksten, men forsiden er aldrig nogensinde blevet færdig.
Den meget flotte rosenhave passes af mange ansatte, de vedligeholder, regulerer vandrender osv.
Først hen ved godt 11’tiden begiver vi os ud på vejen igen. Vi siger lige farvel til madmor fra nummer 55.
Og i dag er vi heldige, vejen er fantastisk at køre på. Vi har vist ikke før kørt på så god vej så længe her i Kazakhstan. Lastbilen herunder er formodentlig læsset med risneg.
Vi når frem til Kyzylorda, hvor vi får lov til at holde lige udenfor en lille gård. En lille snak hjælper altid, så det giver vi så godt vi kan til dem som bor her. Kyzylorda er Kazakhstans risdyrkningscentrum.
I dag lykkedes det kun at blive stoppet en gang af politiet, og det uden videre tiltale.
10 september
Det er køredag i dag. Der er ikke så meget på programmet længere. Her oppe i det vestlige hjørne af Kazakhstan er der ikke så mange seværdigheder. Vi kører igennem et kæmpe kunstvandet område. Det er floden Syrdarya der må levere vandet. Den kommer helt nede fra Samarkand, og ender oppe nord på i Aralsøen.
De kunstvandede marker her nede er årsagen til at Aralsøen er skrumpet ind siden dengang i 60’erne, da opdyrkningen her blev sat i gang. Vi ser lidt små marker langs vejen, men de fleste er skjult bag de højre siv der vokser i alle vandfordelingskanalerne.
Tamarixen blomstrer nu i fuldt flor
Vejen bliver et stykke efter Kyzylorda ad helvede til. Jordvej, det støver som bare pokker. Det fineste støv som trænger ind alle vegne. Det varer ved på en strækning på over 100 kilometer. Vi kan kun køre i første gear, nogen gange i andet. Det tager sin tid.
Heldigvis er vejen derefter nogenlunde, men hastighedsbegrænsning på 30 og god vej er en dårlig kombination.Det lykkes i dag for en af deltagerne at få en fartbøde. Kontant betaling, lige ned i betjentens lille bog. Ingen kvittering, så nu er der igen råd til lidt guf hjemme hos politifamilien.
Men med en månedsløn på bare 40.000 – 50.000 tenge kan man ikke fortænke dem i at putte lidt i egen lomme. Hvem kan føde en familie med 1.700,- om måneden? Fødevarer i supermarkeder er ikke billige, koster næsten det samme som hjemme.
De frodige marker skifter til steppe, meget tør steppe. Der er støvhvirvler at se meget ofte inde over de nøgne vider.
Her ude ligger Baikonur Kosmodrom, den russiske raketopsendelsesstation. Det er her fra blandt andet den internationale rumstation (ISS) oppe i verdensrummet får sine forsyninger. Vi kan ikke komme derind, det kan man kun via Moskva, det er et lille stykke Rusland der ligger her midt i Kazakhstan, men vi kører hen foran indkørslen.
Det eneste vi ser der vidner om at her foregår noget med rummet, er en del paraboler som står lidt inde på området
Vi finder et sted længere ude på steppen at holde på for natten, nær en lille plads hvor vejfolkene har deres maskiner opbevaret. I løbet af aftenen kommer en vagt og mener vi bør bo inde på selve pladsen, her hvor vi holder kan vi risikere at folk hugger hvad der kan hugges fra bilerne, siger han, med tegnsprog. Utroligt hvad man kan sige til hinanden selv om man ikke kan sproget.
Årsagen er at han gerne vil score lidt kontanter, så for husfredens skyld gør vi som ønsket, og han får 40 dollar. Det viser sig i øvrigt at han ikke helt har arbejderne taget i ed, de vil have os væk inden syv i morgen. En kvik gut har ringet til sin søster, som kan engelsk, så det er let at forklare os.
11 september
Op kvart i syv og flytte uden for hegnet. Nu har vi fred og ro. Inden vi fortsætter turen, kører vi hen til busstoppestedet overfor pladsen. Her kan vi tømme vores tanke i ”toilettet” bag stoppestedet.
Imens dukker en hyrde op med sine får og geder. Han kommer nede fra byen og skal over vejen, så dyrene kan finde lidt mad ude på den tørre steppe. Det er en ung mand, og mærkeligt nok, så kan han en smule engelsk. Jeg får en lille snak med ham. Han spørger, som så mange har spurgt før, hvor vi kommer fra. Han ved udmærket hvad Danmark er. Kazakhstan er kontrasternes land, jeg har måske nævnt det før, hyrden går selvfølgelig med ørepropper i ørerne og smartphonen i lommen.
Vi begynder dagens rejse lidt tidligere end ellers. Kursen er Aral på nordsiden af Aralsøen. Landskabet er nu ren ørken, lidt vækster er her, men ikke mange der er grønne.
Vejen er god, men der arbejdes stadig på den. Enkelte steder må vi ud på et stykke jordvej, eller rettere støvvej. Der er noget motorolie der skal skiftes så snart vi er hjemme. Det knaser når man ruller vinduerne ned. Det er over alt.
Herunder tager vejarbejderne sig en pause.
Vi når frem til byen Aral, der ser meget fattigt ud her. Tidligere var her en livlig handel og bearbejdning fisk fra Aralsøen, nu er der ikke meget arbejde at få.
Vi finder den gamle ”havn”. Det lykkes for en af bilerne at køre i havnen, og sætte sig fast på bunden. Men vi får den hurtigt trukket fri igen. Som tidligere nævnt er Aralsøen kun en skygge af sig selv, så der er intet vand i Aral havn. Men som det fremgår af billedet, er der masser af affald.
Vi tanker diesel ved byens udkant, nu har vi nok til at komme til grænsen, hvis der igen skulle opstå et dieselproblem. Vi satser imidlertid på at tanke inden grænsen til Rusland. 3,47 pr liter, det kan selv Rusland ikke slå.
Vi har i øvrigt fundet den egentlige forklaring på dieselmanglen. På et tidspunkt fik at vide at det er et tilbagevendende problem hvert år lige omkring høst. Det skulle skyldes at der skal bruges meget diesel i landbruget under høsten. Kazakhstan er selv en olieeksportør, men har alligevel ikke kapacitet til at raffinere nok diesel til eget forbrug. Kapaciteten rækker kun til 250.000 ton, forbruget er 280.000 ton, resten skal hentes udefra, fortrinsvis fra Rusland oplyser en nyhedskanal.
Efter Aral er vejen fænomenal, så det er lidt kedeligt at køre her. Der arbejdes stadig ved vejen, så maks er 70 km/h. Vi får dog ædt en del kilometer i løbet af eftermiddagen. Andre har fast arbejde med at fjerne sanddriver som kommer af det sand der fyger ud over vejen fra ørkenen.
Undervejs ser vi mange flokke af kameler, så mange at vi ikke længere gider stoppe og fotografere dem.
Natten må vi tilbringe på en rasteplads, her er ikke andre muligheder. Der er intet her ude midt i ørkenen. De sidste 300 km har vi ledt efter et træ at holde i skyggen af, det er desværre ikke lykkedes. Her er absolut intet andet end tørre, visne, lave urter der kan vokse i sand og støv.
Vis Overnatningsteder på et større kort
12 september
En forholdsvis fredelig nat, det er ikke mange biler der kører forbi her ude midt i ingenting. Et par lastbiler har også overnattet her, de skulle tidligt afsted, så det forstyrrede nattesøvnen lidt. Det er koldt, kun 6 grader her til morgen, og vi holder ikke højt, men i kun 150 moh. Solen står op til endnu en skyfri himmel.
Vejen fortsætter med at være god, så vi får lagt nogle kilometer bag os. Vi tanker diesel ude midt i ingenting, her ligger en tank. Vi får også vand på. Lone, min bedre halvdel, finder en vandslange der ligger og vander de eneste træer i miles omkreds, så den låner vi, det tager sin tid, men vi holder middagspause imens. Den unge mand som passer tanken alene, får 1500 tenge for vandet. Dem er han meget glad for.
Tanken har i øvrigt ingen tæller på, så vi får fyldt op, men ikke penge tilbage hvis det antal liter vi bestiller, ikke kan være i tanken. Her i landet er det ikke alle steder man kan få fyldt op, men skal bestille et antal liter, som så betales forud.
Som så mange andre steder møder vi også her døde dyr i vejgrøften, her er det en hest.
Hen ad eftermiddagen, da vi kommer til en lille by, bliver frontbilen stoppet af politiet. Betjenten påstår at han har kørt 74, og viser ham det på fartkameraet, men chaufføren siger at han kun har kørt 47. Chaufføren bliver gal og skælder betjenten ud på dansk, højlydt og længe. Det ender med at betjenten opgiver og giver ham kørekortet tilbage, og vinker ham videre.
Ovenstående er følgen af et godt råd som vi har fået af vores beskyttende engel, Dagmar, som følger os på turen: betal ikke bøder til politiet, er hendes budskab, bliv aggressive, eller benægt fakta.
Sidst på dagen vil vi finde et sted at handle i en by der hedder Khromtaü. Det er en mineby vidner de høje bunker af overskud fra minen om. Her findes masser af krom i undergrunden. Vi kører op og ned ad gaden, spørger folk, og endelig finder vi en lille købmand. Det er ikke meget hun har på hylderne, det er den gule bygning herunder.
Vi kan imidlertid få det vigtigste. Men så er der lige alle naboerne i kvarteret. De er jo nysgerrige og vil vide hvad vi er for nogen. Ind og se bilerne, og fotograferes foran dem. De inviterer på te, vi undslår os, det er sent, og vi skal finde et sted at overnatte.
Men da jeg har taget billeder af dem, og fået en mailadresse, (jeg tror den er til drengens skole) jeg kan sende dem til. Så tager kvinden mig under armen og hiver mig ind i sit hus. Helt ind i den bagerste stue, den med gulvbrædder og tæppe på gulvet. Herinde står et skakbræt, med brikker til. Det skal jeg fotografere for hende. Og så skal vi fotograferes sammen af hendes søn.
Hun lader mig forstå at brikkerne har sønnens far skåret ud. Inden jeg går, får jeg en figur som faren angiveligt også har lavet. Og endnu engang inviteres jeg på te.
Menneskene her i landet har endnu engang vist, at selv om de ikke har meget, så har de et stort hjerte med masser af plads til folk som de ikke kender. Vi kan sige rigtig meget ved hjælp at tegn og fagter, og få brokker, men tænk hvad vi kunne ha’ fortalt hinanden, hvis vi kunne tale rigtig sammen. Det er faktisk meget ærgerligt, for vi mødes, som det vist er fremgået, af meget stor interesse, venlighed, åbenhed og hjertelighed. Det er frustrerende at skulle forlade den slags mennesker uden en ordentlig snak.
Vel ude af byen finder vi en plads ved en stille flod, her overnatter vi.
Vis Overnatningsteder på et større kort
13 september
Uha en kold nat og morgen, kun 1,2 grader ude. Vi holder i kun 300 moh, så det er ikke højden som er årsagen, det må være på grund af årstiden og at vi er ved at være kommet ret langt nord på igen. Vi holder på samme breddegrad som Frankfurt. I øvrigt har vi fået en time tilbage af dem vi mistede i Rusland for snart længe siden, så nu er vi kun 3 timer foran jer derhjemme.
Vi har tidligere mødt dem, men her vokser de også vildt, de smukkeste blå salvie.
Undervejs er vi igen heldige med politiet, men de er ikke så heldige, vi har lært lektien, så de får ikke penge ud af os. Vi påstår hårdnakket at der stod 70 på skiltet, betjenten siger 50. Han må opgive. Vi har aftalt at hver gang en bliver stoppet fremover, så stopper vi alle. Og vil de have penge, så må de sætte os i brummen, for vi vil ikke betale en eneste tenge til dem længere.
Vi er nu nået til landbrugsområder igen. Solsikkerne er knap modne endnu men der er gang i høsten af korn, .
I Aktobe handler vi lidt og tanker diesel. Vi skal se at få brugt de sidste tenge vi har, så der betales kontant. Efter Aktobe er vejen igen ad h…. til, men det varer heldigvis ikke ved, kun 25 kilometer, så bliver vejen ok igen.
Da vi er kommet igennem det værste vejarbejde, og en del længere ud over stepperne, holder der pludselig en række autocampere. Eller, her er det nok på sin plads at kalde dem ”camper cars”, for de er fra Frankrig. Vi stopper og får en lille snak. De er på vej til Usbekistan, og vil retur langs Det Kaspiske Hav. De har været igennem Ukraine uden problemer, siger de. Vi er dog fast besluttet på at køre over Moskva hjem.
Vi kommer igennem et større område hvor steppen er helt sort, der har tydeligvis været en steppebrand helt ude af kontrol. se filmen.
Vi kører ind på steppen halvvejs i mellem Aktobe og Uralsk, her skal natten tilbringes. Vi har for en gangs skyld ikke set meget til solen i dag, den dukker dog frem her til aften, så vi sidder ude og spiser. Natten byder på stjerner.
Vis Overnatningsteder på et større kort
14 september
Endnu en rolig nat, der er ikke meget støj fra vejen om natten herude. Temperaturen her til morgen er 11 grader, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Vi fortsætter mod Uralsk. Inde ved byen forlader vi Asien og havner i Europa. Floden herunder er grænsen.
Der er vejarbejde på den vej vi ville have taget mod Moskva, så vi vælger en alternativ over Samara i Rusland. Forskellen er 50 km, så det er til at overse.
Der er foretagsomme folk her i byen, nogen sælger hjemmelavede byggesten ved havelågen.
Vel ude af byen kører vi op til grænsen som ligger nord for. Det tager kun 2 timer at komme igennem hele møllen. Faktisk ret hurtigt, den første time går med at holde i kø foran bommen. Derefter går det hurtigt, vi kender jo også proceduren efterhånden. Kontrollen af bilerne er ret lemfældig, det er ikke det som tager tiden.
Ikke langt efter grænsen finder vi en mark at holde på. Vi har for i øvrigt igen fået en time tilbage, så der skal soves længe i morgen.
Vis Overnatningsteder på et større kort
Fortsætter her