Til Astana i Kazakhstan
Fortsættelse her fra
22 august
Vi starter tidligt, vi skal jo igennem tolden til Kazakhstan. Først den russiske kontrol, det går forholdsvis hurtigt. Pas og bilpapirer stemples, bilen ses efter med spejl. Videre til den Kazakhiske kontrol af pas og papirer. Det tager ikke lang tid, og kontrollen af bilen er ikke omfattende. Ca 2 timer, så er alle seks biler igennem. Lige efter grænsen kan vi få forsikret bilerne. Nomad Forsikring har en lille filial i en gammel campingvogn som klarer en police mod kontant betaling i rubler.
Vi har kun en opgave mere, nemlig registrering hos migrationsmyndighederne inden fem dage, det kan vi gøre i Astana.
Vi tanker diesel til 3,47 dkr/l nogle kilometer efter grænsen.
Flere steder ser vi hyrder med deres dyr. Sommetider bare nogle få dyr, andre gange mere end tyve.
Vi kører nu mod syd. Det er begyndt at blive varmt. Omkring de 35 grader efter middag og resten af dagen. Men vejen? Først nogenlunde, så havner vi på ren jordvej, nogle steder er den befæstet med skærver, andre ikke. Dybe huller, masser af støv etc. Det fortsætter i mange kilometer.
Dagens sidste 100 km er imidlertid den flotteste vej man kan ønske sig.
Her er rigtig steppe, flad som en pandekage, vi holder middagspause ved en lille flok dyr. Køer og får i skøn blanding. De kommer for tæt på et lille husmandssted, så ejeren farer ud og slår dem med en lang stok. Hans egen ko skal vist ha’ det græs de vil stjæle. Stokken knækker under manøvren. Herunder dyrene inden bankene.
Hyrden som har flokken kommer og slår et par pinde mod hinanden, det ved dyreflokken hvad betyder, så den forsvinder hjemad foran hyrden.
Vejen er nu rigtig god, og fremme i horisonten rejser Burabaybjergene sig. Det er første gang vi ser rigtige bjerge på turen.
Vi havner i naturreservatet Burabay, men selv om det er et meget besøgt turiststed finder vi ingen p-plads der er stor nok. Først efter byen af samme navn, finder vi en. Her overnatter vi. På vejen herud lykkes det endelig for mig selv at blive stoppet af politiet. Han snakker kazakh, jeg dansk, så det ender med at han knækker sammen af grin og vifter os videre.
Sidst på aftenen dukker en jeep op, et par civile betjente mener at vi ikke må ”campere” på pladsen, som de udtrykker det. Sproget kan vi ikke, og de kan ikke dem vi kan, så de ringer et eller andet sted hen. Resultatet er at vi godt må bliver hvor vi er.
Senere på natten dukker de vist op igen, men fortsætter efter et øjeblik. Måske de blot vil sikre sig at vi er OK?
23 august
Vi vågner til 22 grader, og en lille regnbyge.
Nu er der rigtig fin vej, tre spor hver vej, 120 km/t. Undervejs ser vi adskillige flokke af dyr som græsser på sletten. Hegn er et ukendt begreb.
Vi når hurtigt Astana, som er Kazakhstans nye hovedstad bygget op her ude midt på steppen.
Hvor motorvejen slutter er der betalingsautomat for vejafgift, den eneste vi har mødt. Derefter en politikontrol, igen er jeg heldig og bliver vinket ind. “Where are you from?”, spørger den flinke betjent. Og så noget jeg ikke forstår. Han vil ringe til sin kone, så kan hun oversætte, men hun svarer ikke, så vi får lov at køre mens han smiler stort.
Vi ankommer til centrum af Astana omkring ved 14.00 tiden. Men nu er det også varmt, 38 grader i skyggen!! Vi finder den parkeringsplads vi er blevet anbefalet af vores guide her i byen. Den er stort set tom, selvom den er midt i byen.
Vi besøger det nærliggende indkøbscenter, her er bedre temperatur. Og da natten falder på er her lysshow på bygninger og i springvand. Astana oser af mange penge. Her lidt billeder fra natten. Først Megacentret som var det første store byggeri da byen skulle være hovedstad
Et par af det farverige springvand, bemærk de hvide lys på den store bygning i baggrunden, de er konstant i bevægelse.
Se lysshowet i denne lille filmstump
24 august
I dag skal vi se Astana by ved hjælp af vores guide, som jeg har lavet aftale med. Hun ankommer kl 9. og vi begiver os afsted. Først går vi igennem en park. Guiden har læst i avisen, at der skal være noget cykelløb, og at Jakob Fuglsang fra Team Astana skal deltage. Vi ser ham desværre ikke og fortsætter til ”Eastside”, den gamle bydel på den anden side af floden der løber gennem byen. Her har været mange administrationsbygninger før hovedstadsstatussen blev aktuel.
Floden bruges blandt andet som badestrand.
Vi ser nogle af de ældste bygninger, og får noget historie. Herunder byens første butik, som stadig har et godt ry, den har samme navn som byen.
Og teaterhuset hvor balletten fra Moskva tidligere ofte optrådte.
Vi ender i en bybus så vi kan komme tilbage til ”Westside”, hen til de nye meget spektakulære bygninger. Det er en varm tur, der er ikke meget ventilation i bussen.
Det er utroligt overvældende at se alle disse bygninger, som bestemt ikke er kedelige.
Vi er inde i et par af dem, og oppe i det høje tårn som ligger i midten af en lang akse, Bayterek , hedder det.
Tårnet er fuld af symbolik. Et poppeltræ som tilfredshedens magiske fugl har lagt sit gyldne æg i.
I den anden ende af pladsen ligger et kæmpe stort telt, Khan Shatyr, det er også fyldt med symbolik. Det er 150 meter højt, breder sig over 15 ha, det samme som 10 fodboldbaner, og tegnet af den berømte arkitekt Norman Foster.
Billedet herunder er inde i “teltet”. I teltet er på øverste etage, femte, en badestrand. Sandet er hentet på Maldiverne!
Her ligger store banker
Og alle de forskellige firmaer som er involveret i olieindustrien bor her langs aksen.
Der er også mange af de dyreste lejligheder i bygningerne.
Det vi ser og oplever kan ikke beskrives, ikke engang med billeder, man skal være her for rigtigt at forstå, hvor stort og flot det er.
Bemærk den høje bygning i baggrunden herunder, den med det skrå tag. Den kaldes for Zippo-bygningen. Blandt andet på grund af formen, men også fordi der har været brand i toppen af den to gange.
Som en afslutning på dagen kommer her et billede oppe fra tårnet med den gyldne kugle. Taget i 99m højde – 99 fordi tårnet blev bygget i 1999.
Du kan se det berømte telt i den anden ende af aksen
Vi erfarer senere at dagens temperatur er omkring 44 grader. Da vi ankommer til vores biler er den “kun” 39. omkring 3 grader højere end den nogensinde er registreret i Danmark. Vi går i seng kl 22.00 lokaltid med en temperatur på 30,1, Dynen behøver vi ikke for tiden.
25 august
Det er dejligt køligt til morgen, kun 21 grader. I går aftes oplevede vi et vejrfænomen som vi ikke ser hjemme. Kraftig vind fyldt med støv, og dertil en smule regn, som ikke evnede at dæmpe støvet ude fra steppen.
I dag skal vi ud i Korgalzhyn Naturreservat. Et område så stort som Fyn, hvor dyrene får lov til at råde.
Vi bliver en del forsinket, for vi skal registreres hos migrationsmyndighederne. Vi tager vore guide med, så hun kan oversætte for os. Det viser sig ikke at være så ligetil som gruppeledelsen tror. Det vil myndighederne ikke røre med en ildtang, vi skal bruge et agentur. Inden vi kommer tilbage til vores biler er der gået nogle timer.
Vejen ud til Korgalzhyn er mildest talt dårligt. Der er ikke noget værre end asfaltvej med huller i. Så de 125 km tager to en halv time at køre.
På vejen bliver vi endnu en gang stoppet af politiet ved et tjekpoint. De vil se forsikring og kørekort. Forstår ikke kørekortet hos en af deltagerne. Han har til B, men kører jo i en diesel = D? Det lykkes at finde tallet 3500 på registreringsattesten, og finde samme tal i kørekortet, og så er den klaret.
Vi møder også denne hestetransport, læg i øvrigt mærke til vejens beskaffenhed.
Lidt sent når vi frem til reservatkontoret og får den lokale reservatguide med.
Reservatguiden viser os de sidste 40 kilometer ud på steppen ad grusveje. I mellemtiden har guiden fundet en løsning på registreringsproblemet. Vi skal bare tilbage til Astana og aflevere passene kl 9 i morgen. Det bliver svært for især gruppeledelsen at overskue de dårlige veje i kombination med tidspunktet for aflevering af passene i morgen. Det er jo dem som har stået for det med pas og Visa. De vil retur til Astana med det samme.
Vi andre fortsætter. De sidste 5 kilometer forgår ad et par hjulspor. Da vi endelig er ved den salte sø, som flamingoerne er i, skal vi lige køre nogle hundrede meter ind over den jomfruelige steppe.
Her er masser af huller fra de små gnavere som bor her, en slags jordegern. De er natdyr, men er i dvale nu hvor steppen er gul. De kan ikke få væske uden at der er grønt græs, så de overlever ved at sove sommeren væk.
Saltsøen har her en meget høj brink som vi står på toppen af. Flamingoerne er ovre ved den modsatte bred, der er 54 i alt i denne sø. I hele reservatet er der over 60.000.
På vejen tilbage, da vi passerer en gammel muslimsk gravplads, er vi heldige at se stor steppeørn. Den er godt nok en ordentlig flyver, vingefanget er vist noget større end på vores hjemlige havørn. Grunden til at der ligger en gravplads herude, er at da parken blev etableret nedlagde man de byer som var her.
Der flyver også en lille flok jomfrutraner forbi. ”Grus virgo” En lidt mindre trane end den vi kender hjemmefra. Nogle stykker lander ikke langt fra os. Foran os letter et par steppelærker, masser af viber bor her også.
Vi kører tilbage med den lokale guide, og derefter hen til en meget sød lille kazakhkvinde. Hun bor i dette hus.
Her skal vi spise aftensmad.
En rigtig traditionel kazakhmiddag. En aftale jeg har ved en ihærdig indsats har fået lavet via Dagmar Schreiber. Desværre er vi kun halvdelen af dem som skulle ha’ deltaget, da gruppeledelsen til min store ærgrelse er kørt til Astana. Vi får kogt hestekød, i flere forskellige udskæringer. Der bruges dele fra alle steder på hesten til sådan en middag. Her er både ribben, men også de mere kødfulde udskæringer.
Det er den ældste mandlige gæst der skal skære kødet. Han deler ud af det. Så er han en rigtig kazakh. Pasta og løg, plus friske tomater og noget surt får vi til.
Og damerne får en lille skål Kumys, vi herrer får ikke noget, for vi skal køre bil, siger Kenzhe. Kumys er gæret hoppemælk. Det smager lidt røget og syrligt, og har en alkoholprocent på linje med øl.
Så får vi te, som brygges ved bordet. Dertil flere forskellige kager, pandekager, store terninger af friturestegt brød, syltetøj og noget cremenoget, det hele smager fantastisk. Og så lidt slik.
Kenzhe fortæller at hun har tre køer, de hedder: “cow”, “small cow” (kalv), og så “clever cow”. Den kloge ko hedder sådan, fordi den selv kan finde ud af at gå ud på sletten og græsse, og komme hjem igen om aftenen. Den kommer mens vi er der, og hun går ud og lukker den ind. Hun malker dem ikke, det får kalven lov til.
Hun har også lidt får, dem passer en hyrde hele sommeren. Han passer får for flere folk. Hans løn er 500 tenge pr måned pr dyr, størrelsen på dyret er underordnet, om det er en hest eller et får har ikke betydning for prisen. De kan græsse ude fra maj til oktober. Når det bliver vinter fodres de hjemme med indkøbt hø.
Her sidder hyrden på sin hest.
Vi er også nødt til at køre tilbage til Astana allerede i aften, vi havde ellers planlagt at sove herude på steppen. Men vi skal som nævnt aflevere vores pas på agenturet kl 09.00 når de åbner, hvis vi skal gøre os håb om at få dem igen i morgen.
Så to en halv times kørsel på bumlevej, i mørke skal vi klare inden sengetid. Undervejs oplever vi et mindre tordenvejr ude i horisonten.
Turen går meget godt, men endnu engang igen er politiet på plads. Nu skal vi køre med katastrofeblinket tændt fordi vi kører konvoj? Vi har det tændt til vi er ude af syne, så kører vi normalt igen. Vi er tilbage hos de andre i Astana lidt i elleve.
26 august
En ventedag, eller slappeafdag. Et par af os tager med guiden hen til agenturet for at aflevere passene. Det har et kontor på Hotel Astana. Vi ankommer lidt før åbningstid, så vi venter i lobbyen i dybe lænestole. Kl 9.00 får vi afleveret passene, nu håber vi at vi får dem igen i morgen. Vi er under alle omstændigheder forsinket en lille dags tid, så der skal ændres lidt i planerne.
Resten af dagen slapper vi af, får handlet lidt og hygger os. Her er ikke varmt længere, kun 14 grader i morges, ikke over de 20 grader i løbet af dagen, noget af en omvæltning fra søndagens 44 grader.
27 august
Sikke en nat, en traktor har stået på pladsen og larmet to-tre timer. Vi er lidt usikre på om vi ikke længere er ønskede her på pladsen.
Vi venter stadig på vores pas, det er noget tricky med den registrering. Vi holder et lille møde hvor vi bliver enige om at vi må ændre vores planer, vi har mistet mindst 2 dage så noget må skæres væk. Som turen er tilrettelagt er det heldigvis muligt. Vi går glib af noget, men bureaukratiet sætter grænser for os.
I løbet af formiddagen dukker en betjent op, han forsøger at fortælle os et eller andet, noget med kl 12.00. Ringer et sted hen, vi kan høre han nævner noget med passport, og registrering. Så kører han igen, måske en migrationsbetjent? Vi ved det ikke.
Ved middagstid får jeg en sms fra guiden, hun skriver at passene først kan afhentes efter kl 17.00. Så beslutter vi at finde noget vand og et sted at få tømt spildevandstankene, mens vi venter. En ”Car wash” bliver stedet, vi får vasket steppestøvet af vores biler samtidig, det er tiltrængt. En times vask for 4.000 tenge = ca 140,-dkr
Mange ved bilvaskeanlægget skal se ind i vores biler, sådan en har de vist aldrig set før. De ønsker os en god tur fremover osv. Vi har mødt den samme nysgerrighed og venlighed, mens vi har været på parkeringspladsen.
Ved 17-tiden dukker guiden op. Vi er to der tager med i taxaen. En noget spøjs tur. Vi ender med taxaen i en baggård, her kan vi ikke køre længere, nogen svejser et gasrør. Vi fortsætter til fods, ind gennem flere smalle gyder, baggårde, langs godt slidte beboelsesbygninger, for til sidst at havne ved en lidt større vej. Her går vi ind på en cafe. Vores guide ringer, vi går ud igen. Nu møder vi en yngre dame, som smiler. Ind på cafeen igen. Sætter os ved et bord, og der dukker passene op ad kvindens håndtaske, og langes forsigtigt over bordet
Hun forklarer en masse på kazakh, som vores guide oversætter. To af passene skal ikke registreres, de er stemplet to gange ved grænsen, så de er som de skal være. Nok en fejl fra grænsebetjentens side, men godt for de to som så sparer 10.000 tenge hver. Vores andres ophold er forlænget med 6 dage, så vi skal fortsætte registreringen i Almaty senest den 2 september. Der lover de os at vi kan få det forlænget så det gælder for resten af opholdet i landet.
Følelsen af at deltage i optakten til en spionfilm rammer os.
Det er godt nok besværligt at køre til Kazakhstan. Folk der flyver ind, de får stemplerne automatisk, det samme gør folk der bor på hotel. Da vi kommer tilbage til bilerne får vi hurtigt afregnet med vores guide, og sagt farvel. Vi skal i midlertid bruge hende igen når vi er i Almaty, så sørger hun for at passene igen bliver afhentet, så det sidste kommer på plads.
På trods af dette, så møder vi igen venlighed. En mand på vores alder kommer forbi med sit barnebarn. Manden er nysgerrig og kan lidt engelsk. Desværre er det lige før vi skal ud og hente passene, for han inviterer os med hjem, det kunne ha’ været interessant at gøre.
Nu skynder vi os at køre ud af byen, mod syd. Kun en gang bliver jeg stoppet af politiet, men får lov at fortsætte, da det går op for ham at vi ikke kan snakke sammen. Små 100 km udenfor byen finder vi en markvej at overnatte på. Udsigten ser ud som herunder.
Forsættes her