Fortsættelse her fra
Rusland – Letland – Litauen – Polen – Hjem
15 september
Første solopgang i Rusland i denne omgang, som nok også er den sidste steppesolopgang.
Vi starter lidt sent, for den ekstra time har vi besluttet først at tage i brug undervejs i dag. En køredag er det, og det går rask det ud af. Vejen er for det meste god. Vi får tanket vand på en tankstation i en lille by vi kommer igennem.
Det vi bemærker under turen er først at det her i området er det begyndt at bliver efterår. Asketræerne har skiftet farve til de mest fantastiske gule nuancer. Samtidig ser vi for første gang i mange dage grønt græs. Et par hundrede kilometer syd på findes kun gult græs, og nogle få træer.
Ved Samara kører vi en tur igennem byen, den vil vi også gerne lige se lidt af. Så fortsætter vi ad M5. Flere steder er den helt tip top, men andre steder er den meget sporkørt. Her er mange lastbiler, så de sætter farten. Alligevel når vi over 400 kilometer i dag. Hjemveen har så småt indfundet sig hos alle.
I Rusland har man en meget kontant måde at få folk til at undlade at køre bil efter de har drukket.
Vi drejer væk fra vejen, ned igennem en mindre by med meget smukke træhuse. Her finder vi en stille plads tæt ved floden, hvor vi kan overnatte.
Vis Overnatningsteder på et større kort
16 september
En meget fredelig nat. Vi vågner til en let skyet himmel, temperatur lige over de 10 grader. I byen vi har overnattet ved ligger denne næsten nye ortodokse kirke.
Vi fortsætter hjemturen, ført retning Moskva. Vejen er god, så vi kommer hurtigt fremad. Utroligt så meget der er ofret i ny asfalt her på M5.
Efteråret er her stadig, nu også med røde farver, og gule blade der flyver i vinden hen over vejen. Ellers sker der ikke alverden undervejs.
Middagsstoppet sker i en lille by, vi handler lidt i den lille købmand.
Ca 500 kilometer før Moskva finder vi en lille cafe, den får vi lov til at overnatte bag.
17 september
Vi vågner til en kold morgen, kun 4 grader ude. Bilerne ved siden af har is på ruderne. Inden vi forlader byen tanker vi diesel. 25.90 rubler/l = ca 4,30 dkr Det er noget dyrere end i Kazakhstan.
Endnu en køredag. To gange må vi holde og vente mere end en halv time ved noget vejarbejde, men ellers er vejen fin. En gang bliver vi stoppet i en politikontrol. Betjenten kan lidt tysk, så han får at vide hvad og hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Så ønsker han os en ”Gute reise”
Der er stadig mange boder langs vejen, her en der sælger strikvarer
Vi når kun lidt over 300 kilometer i dag, de to vejarbejder har kostet os nogle kilometer i regnskabet. Vi finder en plads lidt uden for byen Rybnoye, tæt ved en lille flod.
Vis stort kort
18 september
En overskyet morgen, temperatur omkring de 4-5 grader. Vi har haft en del dage med kørsel, så vi har besluttet at udsætte afgangen i dag. Derfor kører vi først fra pladsen ved 11’tiden. Vi skal rundt om Moskva, vi vælger den yderste ring. Den er lang. Undervejs møder vi først en lang kø, hvor vi igen bruger mere end en halv time, inden vi kommer over en jernbaneoverskæring.
Endnu en kø, også en jernbane som ligeledes tager mindst en halv time at passere. Endelig en kø ved et vejarbejde, og en lyskurv, som kun tager et kvarter at komme igennem.
Vi når langt fra rundt om Moskva, men vi finder et hyggeligt sted ved et par små landbrug hvor vi vil overnatte. Her er både kalkuner, høns, ænder, gæs, grise og køer. Hunde og katte er her naturligvis også. Og en hyggelig bondemand. Det hele minder os om Anders og Julius fra Mols. Det er ikke orden der præger stedet.
Men så sker det uventede, en officer fra det russiske forsvar dukker op ved enogtyve-tiden. Han får forklaret os at vi ikke må holde her, det er militært område. Så vi må afsted i mørket for at finde en ny plads at holde natten over. Han er ellers meget flink og smilende, der er ikke noget brysk over ham. Han griner lidt over at vi ikke kan snakke sammen, men han finder du af det, kan en anelse engelsk, viser det sig.
Vi skal bare ud til den store vej igen og så 15 kilometer til højre, får officeren fortalt os blandt andet ved på engelsk at tælle til femten på sine fingre. Det kniber lidt med tallene efter ti. Heldigvis er det den vej vi alligevel skal i morgen. Han vinker smilende da vi forlader stedet.
Hvis FET ønsker koordinaterne på stedet, er de velkomne til at henvende sig.
Vi finder let P-pladsen vi kan overnatte på ved en tankstation. De 15 kilometer er ret præcist. Vi må aflevere lidt rubler til tanken for pladsen.
Vis Overnatningsteder på et større kort
19 september
Igen en kold morgen, under 4 grader ude. Tak til ham der opfandt dieselvarmeren til vores bil. Dagen viser sig imidlertid fra den fine side, solskin fra morgenstunden. Det er utroligt smukt med alle træernes farver langs vejen.
Vi mangler små 100 kilometer før vi skal dreje direkte mod vest, og endelig får Moskva bag ryggen. Moskva er en stor by, vi kører som nævnt uden om den, men kun en tredjedel af turen rundt. Og det koster alene over 300 kilometer!
Flere vejboder, herunder sælges honning, bær og pels
Endelig kan vi dreje mod vest igen. Nu er vi på en vej vi kender, M9. Det er samme vej som vi for snart længe siden kom fra Letland og ind i Moskva ad, nu går det den modsatte vej.
Efter en del kilometer kommer vi forbi en ulykke. En bil står smadret på vejen, en masse politi, og andre biler holder her også. Faktisk er det første gang vi kommer forbi en frisk ulykke på hele turen. Egentlig fantastisk når vi tænker over det. For både russere og kazakhere kører som nævnt tidligere, uden tanke på sikkerhed. Der overhales både inden- og udenom. Gerne hvor det er forbudt og i en fart som bare pokker.
Vejen udad er ellers god, så vi når helt frem til kun små 200 kilometer fra Letland, hvor en TIR-plads bliver vores overnatningssted. 100 rubler per bil.
Vis stort kort
20 september
Der skal tankes i dag, det er sidste mulighed for at få diesel til under fem kroner, så tankene skal være fulde ved grænsen. Så det gør vi så tæt på som vi kan. Lidt i reservedunkene kommer der også. Vi må ha’ 10 liter ved siden af, men de fleste af os har vist en smule mere.
Vi når grænsen til Letland ved halv tolvtiden. Og så begynder bureaukratiet. Først på den russiske side. Udfylde skema med navn etc. Videre gennem bommen. Få tjekket bilens papirer, også dem vi udfyldte da vi første gang var her. Nu er her halvkoldt, dengang var vi lykkelige når vi kunne komme ind i skyggen. Mens vi venter går en hundefører rundt med sin hund, den snuser til vores biler, især lugen ind til toiletkassetterne nyder den. Vi håber at der ikke sidder planterester fra natpladsen nede på Silkevejen under bilerne.
Tjek af pas foregår samme sted som bilens papirer. Så er det videre til den lettiske side. Puha, det tager en krig. Først nyt skema der skal udfyldes, og videre til næste plads. Vente, vente, vente. Frem til den hvide streg. Aflevere skemaet, og åbne bilens døre, så diverse personer kan se hvad vi har. Så skal køleskabet tømmes for mælk, ost, kød, etc. Det må skam ikke tages med ind i EU. Vi glemmer en liter mælk, så der er til morgenmaden.
Så skal der stemples igen, og endelig får vi lov til at køre hen til bommen der kan lukke os ind i EU. Her skal det første skema afleveres, og endelig er vi fri af dette vandvid. Reelt tager det dog kun tre og en halv time. Men samtidig får vi en time tilbage, så på uret tager det kun to en halv time.
Vi sender en medfølende tanke til de mange lastbilchauffører der må holde i den stadig 10 kilometer lange kø på begge sider af grænseovergangen.
Må gud, eller noget andet, forbyde at der nogensinde indføres den slags stupiditeter igen ved vores egne grænser. Det gør intet andet end genere almindelige mennesker. Kriminelle finder sagtens ud af at omgå kontrollen.
Nu er kursen sat mod Vilnius. Vi kører lidt rundt og leder efter en natteplads næsten fremme ved grænsen til Litauen. Men finder først en lukket campingplads lidt inde i landet. Den ligger smukt ved en sø.
Her er fredeligt og stille, og en dame kommer løbende og lukker op, hvorefter hun forsvinder igen.
Vis stort kort
Senere får vi prisen, 30 Euro for alle fire biler. Ingen faciliteter, men vi må tanke vand ved afgang. Der udlejes små både og vandcykler i sommertiden.
21 september
Vi havde Vilnius som pejlemærke tidligere, men vi har nogle i gruppen som fryser lidt om morgenen, de har kun gasvarme, og gas har vi ikke meget tilbage af. Vilnius kan vi altid besøge på et andet tidspunkt, hvor der er planlagt lidt om seværdige steder. Så vi kører videre ned mod Polen. En meget begivenhedsløs dag, viser det sig.
Vi kommer igennem den gamle grænsekontrol som stadig ligger her. Ingen toldere er at se. Vi ender ude på en “stellplads” langt fra alfarvej. Her er meget smukt, med kirke og vand. Et sted vi måske kan tænkes at vende tilbage til en dag. Nu er der ikke længe til vi er hjemme. Nu passer tiden i hvert fald.
22 september
Vi kører langs den nordøstlige grænse i Polen, her er meget smukt.
Det regner, ikke noget vi husker at være vant til. Men det er ikke koldt. Turen hjemad fortsætter. Først ad små veje her i den smukke nordøstlige del af Polen. Skov og frodige marker afløser hinanden. Men hurtigt ender det i motorvej, fint, for nu går det hurtigt hjemad. Ikke alle er så heldige, et sted er en bil i brand.
Vi ender ved et motel ikke langt fra Gdansk, hvor vi får lov til at overnatte på parkeringspladsen.
23 september
Huhej en nat, det har regnet, tordnet og blæst en halv pelikan. Det er blevet efterår for alvor her i Polen. Vi har ikke set så meget til smukke farver i skovene, men vejret lader ingen i tvivl. Vi starter ud i modvind og regn. På et tidspunkt står der politi og viser os ad en anden vej, måske der er et færdselsuheld på hovedvejen?
Denne vej er flankeret med allétræer, og er ikke særlig bred, så de store lastbiler har besvær med at passere hinanden, det tager noget tid. Men efterhånden klarer vejret op, og solen begynder igen at skinne.
Vi finder en lille iscafe og restaurant lige på den anden side af grænsen, lidt inde i Tyskland, hvor vi kan holde for natten. Her spiser vi afskedsmiddag. Vi er de eneste gæster på restauranten, så vi får en rigtig hyggelig aften ud af det. Det er gruppens sidste aften sammen på denne tur. I morgen kører jyderne videre mod Jylland, vi andre kører op til færgen i Rostok.
24 september
En dejlig nat, fred og ro hele natten, kun lidt traktorstøj i morgenstunden. Vi følges alle ad mod Rostok, men holder ind på en rasteplads for at afslutte turen på en ordentlig måde. Der går lidt tid, ingen har rigtig lyst til at at sige farvel, vi er efterhånden rystet godt sammen. Det er lidt bevægende at skulle slutte, vi har trods alt levet op ad hinanden i næsten 8 uger.
Vi er nu kun to biler der følges til færgen. Vi finder den nemt, der er god skiltning, så selv om Sygic, vores tro følgesvend, navigatoren, ikke helt kan finde den rigtige kaj, lykkes det. Vi kommer med den første færge, og har ikke lang ventetid. Kan lige nå at spise frokosten inden vi kører om bord.
Op over Falster, videre ad motorvejen til Farø, og derefter fra mod Næstved, så er vi snart hjemme!
Den samlede tur ender med at se sådan ud:
Vi har fra vi forlod hjemmet, til vi er hjemme igen, kørt 13.766 km og brugt ca 4.800,-kr til brændstof ≈ 0,35 kr/kilometer. Hjemme har der tilsvarende været lavere udgifter.
Der er ikke sket væsentlige skader på vores bil, kun et par stenslag, en på frontruden, og en på motorhjelmen, dertil lidt løse hylder, og en vandslange som skulle strammes undervejs.
Så er det vel tid til at tænke lidt.
Det har været, som jeg håber det fremgår af dagbogen, et kæmpe eventyr. Det er selvfølgelig kun en brøkdel af vores oplevelser jeg har gengivet her. Der masser af synsindtryk som endnu sidder brændt fast på nethinden. De dårlige veje, de korrupte betjente, og alt det andet, er oplevelser som vi ikke ville have undværet, nu det er overstået, er de en stor del af eventyret.
Der er naturligvis noget vi godt kunne ha’ undværet. Vi måtte aflyse et kobberminebesøg og en ca 600 km lang, smuk tur mod øst på grund af sløset forberedelse omkring den omtalte registrering. Andre har rejst på samme måde uden de problemer. Men især turen øst for Almaty, og turen derfra til Ruslands grænse, har været en fantastisk oplevelse. Her fik vi mulighed for at besøge de ting og steder der var planlagt hjemmefra. Kontakten med de søde og imødekommende lokale indbyggere på den strækning, var de bedste oplevelser af dem alle.
Personligt kunne jeg have brugt meget mere tid de forskellige steder vi har været, tid til at få de rigtige billeder. Det er desværre for det meste kun blevet til hurtige billeder uden tid til fordybelse, uden tid til at falde i med omgivelserne, men sådan må det være på en gruppetur.
Det har været en dannelsesrejse. Vi har lært en masse om os selv, og især om andre mennesker, på denne tur. Om de mennesker vi har mødt undervejs, kan vi kun sige gode ting. Det er vist nævnt flere gange i ovenstående, at vi er blevet modtaget med smil og interesseret nysgerrighed over alt vi er kommet. Vi har også lært at det ikke er spor farligt at begive sig så langt væk, kun lidt besværligt ind i mellem. Men vi har også lært at vi skal vælge vores rejsefæller med større omhu.
Vi har på intet tidspunkt mødt nogen, hverken politi eller almindelige mennesker, der var truende eller voldelige i deres opførsel. Vi er overbevist om at der er mere trygt derude end herhjemme. Vi har set mængder af små skolepiger, unge piger, voksne kvinder, kvinder med børn på armen osv, stå ved vejen med armen diskret løftet for at få kørelejlighed, det vidner om stor tryghed i samfundet.
Vil du selv på gruppetur ud i det ukendte mod øst, så er her lidt gode råd:
Sørg for selv at være aktiv i planlægningen, så er der større chance for at du får set de ting du er interesseret i. Vær sikker på at dem som tager sig af papirarbejdet, undersøger alle procedurer til bunds inden afgang. At de har sikret sig så godt som muligt, taget kontakt til de relevante travel agents mv, så forsinkelser, aflysninger og frustrationer på grund af bureaukrati undgås. Forvent ikke at papirarbejde gøres på samme måde derude som herhjemme.
Tjek at alle aftaler med guider, ture, besøg, overnatninger etc, stadig holder umiddelbart inden afgang. Noget går sikkert galt alligevel så lav rejseplanen, hvis det er muligt, så den kan ændres undervejs. Har du muligheden, så knyt nogle lokale kontakter til dig inden afrejse. Det er guld værd at have lokalkendte at trække på i kritiske situationer.
Sørg for at kende dem som skal med på turen godt, forhør dig hos dem de tidligere har rejst sammen med, folk er ikke selv rigtig ærlige. Undgå folk med umådeholdent alkoholforbrug, kan de ikke styre det, kan de heller ikke styre noget andet. Gør hvad du kan for at sikre dig at alle kan holde hovedet koldt og bevare roen selvom de presses. Det kan være farligt at begive sig langt væk hjemmefra, sammen med personer der går mere eller mindre i panik i pressede situationer. Pressede situationer kommer der med sikkerhed, ingen kan forudse dem.
Forvent at veje er værre end du kan forestille dig, det er de! Kan du, din kone/mand, eller din bil ikke holde til meget lange hullede, bumlede, støvede og vaskebrætveje – så bliv hjemme.
Sørg for at have reservedunke nok med, både til vand og brændstof. 20 liter af hver er ikke for meget. Tjek at alle har dunke med sig inden afgang. Gør det til et krav under planlægningen, udeluk dem som ikke lever op til det. Anskaf en fyldeflaske til gas, og få rigeligt med adaptere med. Der kan fyldes gas over alt i Rusland og Kazakhstan. Få installeret vandrensning i bilen, det er uudholdeligt at skulle håndtere indkøbt vand, og for dyrt i det lange løb.
Og så de mere trivielle: Ekstra pærer til samtlige lygter, og få tjekket bilen grundigt hos din mekanikker. Aircondition, olie, bremsevæske, kølervand, luftfiltre, støddæmpere, fjedre og ikke mindst dækkene skal være fit for fight. Et sæt ekstra vinduesviskere er også en god ide. Lidt motorolie til efterfyldning er en naturlig ting. Sørg for at alt er efterspændt. Og medbring lidt værktøj, så du kan stramme dette eller hint som rasler løs undervejs. Husk et godt træktov, og gaffatape. Find ud af hvor meget toiletpapir I bruger, og tag det med hjemmefra.
Og sørg for at have noget med hjemmefra du kan bruge som gaver. Dåseøl er et udmærket emne, siger min erfaring, især i Rusland.
I Rusland, som jo er et meget overkommeligt sted at besøge for os fra de skandinaviske lande, er folk søde og rare, men der er ikke mange som kan tale engelsk, så kommunikationen kan være vanskelig. Hjælpsomhed møder man alle steder. Og der er mange servicefolk alle vegne. For eksempel står der folk ved alle metrostationer i Moskva som hjælper med at tjekke biletterne.
Der er faktisk ikke længere til Moskva end der er til Nord- eller Midtsverige. Eller sagt på en anden måde, samme afstand som fra Oslo i Norge til Nordkap. Er du til storbyferie, så er Moskva så absolut et godt sted at køre hen. Derovre mødes i forvejen resten af verden.
Diesel koster kun hvad der svarer til 4,50 dkr /liter, så det er et billigt land at køre i. De store veje er under kraftig udbygning, og af fin kvalitet, men de mindre veje kan være meget dårlige. Korrupt politi har vi ikke mødt i Rusland. Selvom der stadig er lidt faste politikontroller, så er det ikke det som generer. Det er blot et eksotisk indslag i turen.
Du kan overnatte hvor som helst. Der er en del TIR-pladser, som koster en lille smule, men så er du også beskyttet af vagt. Men de er meget kedelige at holde på. Der er ingen problemer med blot at holde her og der hvor der er plads, blot du, som andre steder hvor du fricamper, tænker dig lidt om.
Det eneste er at landskabet kan være noget ensformigt, mange træer. Mindede os om Indlandsvejen op igennem Sverige. Og så ligger der uhyggelige mængder affald ved alle rastepladser og i vejgrøfterne. Bureaukratiet ved grænsen, det er overdrevet, men tag det som en oplevelse, alle er hjælpsomme og flinke.
I Kazkhstan er de store veje også under kraftig udbygning, derfor de mange midlertidige jordveje som er nævnt i dagbogen. Om få år er der flotte veje de allerfleste steder, i hvert fald de to hovedfærdselveje: Almaty-Astana-Petropavl og Almaty-Shymkent-Aral-Uralsk.
Der er som nævnt et problem med diesel hver eftersommer, så undgå den periode. Foråret er i øvrigt meget smukt derude på stepperne, det vrimler med smukke blomster i stedet for de visne urter der præger landskabet resten af året. Men de ikke asfalterede veje er formodentlig ret mudrede i foråret.
I byerne er det fornuftigt at opsøge finanscentrene, og finde overnatning på parkerinsgpladserne der. Eller bedre, spørge guider eller andre du alligevel kontakter omkring besøget i byen. Ude på landet kan man bare køre ind på steppen og overnatte. Der er masser af muligheder. Vand er der ret ofte skiltet med, så det finder man let.
Mange unge Kazakhere kan engelsk, en del lidt ældre kan også, så som regel er det ikke svært at finde nogen der kan kommunikere, og de vil gerne.
Og så behøver du ikke veksle penge hjemmefra, der er pengeautomater på hvert andet gadehjørne. Måske jeg overdriver lidt, men de er i stort set alle lidt større butikker, ellers kan du betale ved kassen med dine kort. Kun ved gadeboderne skal du bruge kontanter, men tingene koster kun få tusinde tenge, så det er ikke de store beløb du skal have på dig.
Men der er et utal af politibetjente allevegne. Og af en eller anden grund er de mere kriminelle end andre mennesker i landet. Benægt fakta, hvis du bliver mødt med bødekrav fra dem. Bliv eventuelt overdrevet gal og skæld meget voldsomt ud, gerne på dansk, så kan du slippe for at betale. Gå ikke i forhandling, så ved de at du betaler til sidst.
Vedtag at alle i gruppen stopper hvis en bliver vinket ind. Det er lettere at komme igennem med at benægte fakta, hvis man er flere som gør det. Tro ikke på deres selvopfundne overtrædelser, hold på dit. De får ikke penge i lommen hvis de skal hive jer med på politistationen, så det gør de ikke.
Endelig, hvis det ikke lykkes at slippe, så ha’ en “politipung” med. I den har du 20-30 dollar eller euro, ikke mere. Så kan du som regel slippe med at aflevere indholdet.
Skulle du ha’ lidt spørgsmål, eller ønsker lidt hjælp til din egen tur, så kan du kontakte mig herunder (offentliggøres ikke):