Ishavsturen 2016 del 4

Fortsættelse her fra

26 juli

En fredelig nat, en anden autocamper plus en campingvogn har også overnattet her på pladsen ved Trappestegsforsen. Vi fortsætter op ad Vildmarksvejen i roligt tempo. Oppe hvor vejen er højest, 876moh, går vi en tur ud i vildmarken og botaniserer.

vildmarkshojdepunktgt

Dernæst fortsætter vi mod Gäddede, jep, der var vi også igennem på vejen mod nord.

blaasoengt

Nu gør vi det igen, handler lidt i ICA. Kører ind i Norge, omkring 20 km inde drejer vi til venstre, skråt tilbage mod Sverige. Finder en plads ved vejen tæt på et renindsamlingssted. Her vil vi blive til i morgen.

27 juli

Nå, en fredelig nat blev det ikke, det blev tordenvejr og regn der stod ned i stænger. Heldigvis toppede det før midnat, så resten af natten forløb roligt. Det er koldt da vi står op, kun 10 grader ude. Men det bliver solskin i løbet af formiddagen, hvor vi igen havner i Sverige.

faarpaavejengt

I Krokum drejer vi til højre, igen mod Norge. Holder middagspause i Åre, et skisportssted vi tidligere har været igennem et par gange. Vi fortsætter mod grænsen, kommer over den uden problemer. Utroligt i disse grænsekontroltider at der ingen kontrol er nogen steder, hverken på Norges grænser, eller EU’s ydre grænser, som det jo er når vi kører ind i Sverige eller Finland.

Efter grænsen går det nedad igen, igennem byen Meråker. Efter Meråker havner vi i en smuk dal, omgivet af høje fjelde, med en elv i midten. Nå, ja, nu er vi igen i Norge, så naturligvis begynder det at regne. Alle Sveriges insekter forsvinder igen fra forruden. Vi beslutter at overnatte på en rasteplads i dalen. Det vil vise sig om støjen fra vejen bliver et problem.

Overfor pladsen er et lille vandfald.

vandfaldmeraakergt

28 juli

Vi har sovet som sten, der var ikke mange biler på vejen i løbet af natten. Vi fortsætter mod Trondheim, vælger at betale de fire gange bompenge, så vi slipper hurtigt omkring byen. Dernæst går det mod syd ad E6. I Berkåk drejer vi fra, og finder vejen op over fjeldet igennem Nerskogen. Nu styrter regnen ned. Det er faktisk ikke sjovt at køre op ad den smalle bjergvej, der ikke alle steder har autoværn.

nerskogenvejgt

Vel oppe begynder det at stilne lidt af, så vi igen kan se landskabet omkring os. Vejen her oppe i over 800moh er meget dårlig. Den er bulet og bumlet. Vi har på turen ikke set mange får, bemærkelsesværdigt få, synes vi, i forhold til hvad Norge ellers byder på. Men her på fjeldet vrimler de. Vi nærmer os Oppdal, Norges fårerigeste kommune.

oppdalsfaargt

Vi kommer lidt ned, og havner i byen Oppdal. Her har vi for en del år siden tilbragt en uges ferie, så vi kender området. E6 bliver igen vejen.

dovrefjeldgt

Helt oppe på Dovrefjeldet, ved Kongsvold Fjeldstue, besøger vi den botaniske fjeldhave.

Se et klip om haven her

Her vokser stort set alle de planter, man kan finde i fjeldet i Norge.

vibefedtdovregt

Efter havebesøget er det tid til at finde et sted, vi kan tilbringe natten. Det bliver igen en rasteplads, denne gang lige efter Hjerkinn på vejen mod Dombås.

29 juli

På trods af at det er en hovedvej vi har sovet op ad, er natten foregået fredeligt. Vi fortsætter turen, først ned igennem Dombås, så vi havner i Gudbrandsdalen. Ved Otta drejer vi over elven mod Vågamo, vi kommer ret langt op, og dernæst ned igen, før vi er fremme i byen. Over elven Otta, og op ad en lang stejl vej. Fra 365moh til 863moh. Vi gør holdt ved Lemonsøen og nyder omgivelserne og de mange småfisk i vandkanten.

lemonfiskgt

Vi fortsætter ad vej 51 mod Fagernes. Ved Randsverk går det igen opad. Ved Hindsæter Fjeldstue gør vi holdt. Her har vi været en gang før for omkring 15 år siden. Dengang var fjeldet næsten nøgent, nu står her masser af fyrretræer. Om det er klimaforandringer, eller manglende afgræsning fra de får som dengang var her, der er årsagen, ved vi ikke.

hindsaetergt

Vi kører videre, op på Valdres Flya. Det går opad konstant. Vi havner helt oppe hvor der ligger lidt sne lavere end hvor vi parkerer. 1.390moh er vi i, hvor vi er højest oppe.

valdresflyagt

Men selv her oppe står små blomster og blomstrer, her en alpin tjærenellike .

trevlekronealpinagt

Fortsættelsen er lidt mere udfordrende. Vejen går meget højt oppe på kanten klippen, der er fantastisk udsigt. Vejkanten går lodret ned, måske 500m! Vejen er ikke bred, men heldigvis møder vi først busser da vi er kommet ind hvor vejen er flankeret af fladt fjeld til begge sider.

langnedgt

Efter en lang nedstigning havner vi i Fagernes. Fortsætter op og ned ad diverse fjeldveje. Kursen er sat mod Hamer. På vejen besøger vi et mindre helleristningsfelt. Det er tegninger af elge, vi ser. Her på stedet trækker elgene stadig forbi, måske de også gjorde det dengang for 6000 år siden?

elgristningergt

Nogle kilometer før Rendalen finder vi et lille stykke af den gamle vej, den slår vi os ned på. Og hvad opdager vi? En masse flotte blåbær, og de er modne, så vi plukker en god portion til fryseren.

30 juli

Det er jo Norge vi stadig er i, så det har regnet ad h til det meste af natten. Det forstyrrer nattesøvnen lidt. Det var også mørkt i nat, det er første nat i lang tid vi oplever det.

Godt vi plukkede blåbærrene i går, resten er godt våde derude nu.

Vi sætter kursen mod Sverige, kører over Hamer og Kongsvinger.

soudsigtgt

En del af vejen er den ret god og bred så snart vi er ude i Østerdalen. Da vi når Charlotteberg i Sverige, sætter vi ny kurs, denne gang mod Tanum Hede ude ved Sveriges vestkyst. Vi har en flot tur ad mindre svenske veje. Flotte landskaber og små hyggelige gårde med kvæg etc.

koerpaavejengt

Det er behageligt at køre i et lidt blødere landskab med knap så bratte og lange stigninger. Vi tager et stop ved Dalslandskanalen i Gustavsfors og ser en tysk båd komme igennem slusen.

dalslandkanalengt

I Tanum Hede kører vi ned til Vitlycke museum. Her skal vi igen se på helleristninger. Vi har været her før, men kan godt bruge et gensyn. Måske ristningerne kan stå mål for dem vi så i Alta tidligere på turen? Vi overnatter på parkeringspladsen sammen med et par andre biler.

31 juli

Museet åbner kl 10.00, så vi har tid til at gå over på den anden side af vejen, og se på det flotte billeder. De er alle fra bronzealderen, altså lavet for omkring 3-4.000 år siden. De ældste vi så i Alta var 7.000 år gamle. Altså ca dobbelt så gamle som dem her ved Tanum.

helletanumgt

Vi besøger museet, og ser fortællingen om bronzealderen. Der er flere henvisninger til danske fund fra tiden, blandt andet solvognen. Se museets hjemmeside

Inden vi forlader Tanum helt, smutter vi de ca 500 m ned til Aspebjerget og ser de endnu flottere ristninger. Mange af dem står meget tydeligt, med dybe hugninger i klippen.

aspebjergetgt

En lille film fra helleristningerne kan ses herunder

Efter et kig, drager vi hjemad. Vi vælger motorveje fra på gpssen, så vi kommer lidt ind i landet.

I Fegen er der en gratis plads for camping tæt ved søen, den bliver vores sidste overnatningsplads på denne tur. Vi har nu kun 4-5 timer hjem.

1 august

En fredelig hjemtur via Halmstad og Øresundsbron. Ingen kontrol ved denne grænse heller.

Turen blev i alt ca 8.600 km og så nogenlunde sådan ud:

Kommentarer