Endelig, efter en meget lang vinter, som jo ikke rigtigt har sluppet sit greb endnu, så dukker der bier op. Jordbierne på mit “jordbisted” var i dag vågnet til live, der var en hel del ude at flyve. En enkelt havde travlt med at grave rede ud i et muldvarpeskud af løst sand. Utroligt hvad en solrig dag på en sydvendt skråning kan resultere i.
Jeg har tidligere fået bierne på stedet bestemt til at være Andrena vaga, de lever udelukkende af pilepollen. Det er der endnu ikke noget af. Pilen er ikke sprunget ud her i området endnu. Men et par dage med varmere vejr, det kan måske få dem til at springe ud.
Denne bi havde en blind passager med sig i luften, en viftevinge, Stylops melittae, kravlede ud af den, mens jeg stod med bien på min finger. På billedet her over kan du ane dens ene følehorn som er kommet ud af bien. Herunder ser du den halvvejs ude. Det er så også forklaringen på at bierne er lidt tidligt ude, viftevingerne får bierne til at komme tidligere frem end normalt.
Det tog ikke det lille dyr mange sekunder at kravle ud. Der ligger et andet uhyre, en hun, i den gule dims der stikker ud lidt længere bagude. Det er en hun som venter på at en han kommer forbi og befrugter hende. Hun forlader ikke bien, hun kan ikke da hun hverken har ben eller vinger. Hun føder levende laver, som, når bien besøger blomsterne, afsættes, hvorefter de senere havner på andre bier der besøger de samme blomster. På den måde kommer de med bierne ned i birederne, hvor de lever i de nye bilarver.
Herunder ser du hanviftevingen som han ser ud lige efter han har forladt sin vært.
Vil du vide mere, så er der en radioudsendelse om viftevinger i jordbier på P1 her Og så er der denne meddelelse (PDF) fra Biologisk Institut som blandt andet henviser til ovenstående billeder.
Tak til Maria Gram og Henning Bang Madsen fra Biologisk Institut, for hjælp til bestemmelsen, og til fugleognatur.dk hvor Bent Vestergård Petersen, Stig Madsen, Jeffrey Lins i første omgang hjalp med oplysninger om dyret