Vildmarksturen 2012

Vildmarksturen 2012, en tur til den svenske vildmark langt nord for polarcirklen

Første del – fra Sorø til Polarcirklen.

En tur til den svenske vildmark langt nord for polarcirklen

Planlægningen af Vildmarksturen starter allerede i sensommeren 2011. Det første ønske til turen er, at vi gerne  vil op og besøge Kiruna langt oppe i det nordlige Sverige. Vi vil også gerne besøge, eller rettere genbesøge andre steder i Sverige. Steder vi tidligere har været forbi på ture i personbilen.  Da der er midnatssol deroppe nord for polarcirklen, hvor Kiruna ligger, så er det et krav, at vi skal køre hjemmefra tæt ved midsommer, så vi får så mange sollyse nætter med som muligt deropad.

Planen er at køre op imellem de to store søer, og tage indlandsvejen nord for Väneren, og følge den nogle dage. I starten vil vi blot æde mange kilometer, det sydlige Sverige har vi set så tit. Derefter vil vi  krydse frem og tilbage over grænsen til Norge, begyndende lidt nord for Trondheim. Blandt andet så vi kommer til at køre ad Vildmarksvejen i Sverige. Derfra ind i Norge igen og videre op til Narvik, tilbage ind over fjeldet til Kiruna, og hjemad langs den Botniske bugt.

Det bliver så den længste tur vi endnu har taget, tre uger er der afsat, med mulighed for at forlænge nogle få dage. Vi er heldigvis frie når vi rejser med husbilen, så skulle der ske noget interessant undervejs, er vi klar til at ændre planerne.

Det nye solcellepanel, samt det nye lidt større batteri skal stå sin prøve, kan vi klare os uden ekstra strøm i samtlige 3 uger? Det bliver spændende at få afprøvet. Husbilen har fået service hos den lokale mekaniker, fået skiftet de dæk som trængte samt fået ny olie i motor og gearkasse.

 

I ugen op til ferien er husbilen blevet fyldt op med de fornødenheder vi ikke kan undvære, og ikke får mulighed for at anskaffe undervejs, for eksempel rugbrød og ordentlig øl. Vandtanken er også fyldt og dieseltanken lige så.

Afgang 23-06-2012

Afgang hjemmefra den 23-juni 2012, klokken 16:00, ad motorvej E20 til Øresundsbron.

Videre nordpå ad samme motorvej op til Helsingborg, her drejer vi mod Stokholm ad E4. Ved Hamneda stiger vi af motorvejen og begynder at lede efter et sted at parkere for overnatning. Vi finder efter adskillige kilometer i flot natur, med afvekslende skov, små landbrug med køer, mindre landsbyer, en P-plads tæt ved en badesø.

Her er meget fredeligt, vi ser ikke en levende sjæl. Stedet ligger tæt ved Ossjö, som befinder sig ikke langt fra Ljungby. Herunder næste dags morgenudsigt.

24 juni Klokken halv ti, begiver vi os videre, men det kniber med at finde den rette vej, så det ender med en lidt skævere vej, pyt, så ser vi bare noget andet. Vejret er meget blandet, sommetider vælter regnen ned, andre gange så skinner solen flot over landskabet. Endelig havner vi på Indlandsvejen, og sætter kursen direkte nord på.

 

Ikke alle har været lige heldige, en campingvogn er havnet med det ene hjul i grøften, så den står på maven. Vi kommer dog let udenom.

Men da vi kommer til Kristinehamn er det vores tur. Bilen begynder at ryste, og sejle lidt i svingene. Ved første lejlighed kører vi ind på en lille parkeringsplads for at tjekke hjulene. Og ja, det er ikke så godt, det nye dæk har en stor bule i siden og har mistet en hel del luft, så det må skiftes. Heldigvis har vi inden afgang fået lavet hejsen til reservehjulet, så det rimeligt let at få skiftet det dårlige dæk. Nu håber vi at vi slipper fri for punkteringer til vi kommer hjem.

Efterfølgende har vi naturligvis fået dækket udskiftet uden beregning.

Ved halvfemtiden finder vi en god parkeringsplads ved en badesø, Lersjöen hedder stedet. Vi fandt det i campingguiden fra DACF. Her bor en campingvogn og en teltvogn i forvejen, Det ser ud som om de har boet her et stykke tid.

Teltvognen bebos af et ældre svensk ægtepar. Vandet de skal bruge henter hun i søen.

Lidt senere, klokken 20 ankommer en tysk Husbil, den forlader dog stedet efter et par timer. Ellers er her meget fredeligt.

 

25 juni vågner vi ret tidligt, klokken 6.Her er dagens morgenudsigt:

Det regner, og vejrudsigten lover meget regn i det sydlige Sverige, så vi begiver os videre nordpå efter en kop morgenkaffe. Lidt før Mora, møder vi en gammel bekendt, han sidder ovre på den anden side af en lille sø og fisker.

Han sad her også for 5 år siden, en utrolig tålmodighed han er i besiddelse af. Klokken godt ni, når vi til Mora, her indtager vi vores velfortjente morgenmad. Ved titiden fortsætter vi derfor videre ad Indlandsvejen. Det regner stadig ind imellem, men ikke så meget som tidligere på dagen.

Senere, lige før Sveg holder vi en pause og er heldige at møde lidt forskellige flotte blomster. Dagpragtstjerne, står og blomstrer i massevis langs vejen, men den lille hjertebladede fliglæbe, den ser vi først da vi stopper. Ved siden af vokser der flere vibefedt, de blomstrer endda. Smukke er de små, for insekter livsfarlige, planter.

Også lidt vibefedt står her:

Vi når Sveg lige efter klokken 12, så her beslutter vi os for at spise frokosten.

Sveg er kendt for sine bjørne, især en, denne her:

Efter maden, tanker vi, og drager videre mod Kvarnsjö Camping. Et af de steder vi vil genbesøge. Under en pause opdager jeg en grøn busksommerfugl, den hygger sig i den lave vegetation, jeg får lidt billeder af den. Det er min første grønne busksommerfugl.

Ved tretiden når vi Kvarnsjö Camping i højt solskin, indskriver os, og finder en god plads med en fantastisk udsigt. Hvilket ikke er svært, da pladsen ligger i terrasser, så alle har en flot udsigt over dalen og skoven på den anden side. Pladsen ligger i 425 m højde.

Tirsdag den 26 juni beslutter vi at tilbringe her på Kvarnsjö Camping og nærmeste omegn. Ført går vi op og spiser ”frukost”, eller på dansk, morgenmad. Der er alt vi har brug for, surmælksprodukter, knækbrød i flere udgaver, almindeligt hvidt brød, kaffe på friskkværnede bønner. Og ikke mindst, røget elgkød, elgpølse og pølse lavet af vildsvin. Vi får en lille samtale med et par nordmænd og rejsens mål etc.

Campingmutter giver os lidt vejledning og et kort, til en god tur langs søen nede i bunden af dalen. Vi går fra pladsen klokken ti. Vejret er nærmest skyet, men med meget små solstrejf. Vi begiver os ud i sumpen, her er heldigvis lagt planker de mest våde steder. Landskabet skifter meget, pludselig er det tør skov vi går i.

Så havner vi lang søens vandkant, her har bæveren haft rigtig travlt. Der ligger masser af birkestammer langs søen, de er alle gnavet omkuld af den.

Længere henne i det mere sumpede møder vi små røde blomster på tranebærplanterne.

Efter de første 5-6 kilometer er vi ved enden af søen, og drejer ned langs elven der afvander søen.

Hvor vi skal dreje fra for at komme op i landet igen, dér flyver sørme en af de smukke guldsmede. Det er ellers ikke meget vi har set til den slags i dag, selv om området må indeholde masser af dem.

Vi kommer op fra kløften som elven løber i, og havner i noget forholdsvis nyt fyrreskov. Et tilsyneladende meget tørt område. Videre op til grusvejen der skal lede os tilbage til campingpladsen. Langs den gror der en del smukke blomster, blandt andet små vibefedt, de står og lyser med deres blå blomster. Flere orkideer står der også langs vejen, men de blomstrer ikke endnu, har kun knopper. Ved 13-tiden er vi endelig tilbage, en tur på omkring 8 km blev det til.

Efter frokost og en lille lur, går jeg op for at afregne, og levere landkortet retur. Det viser sig i samtalens løb, at vi er gået glib af det helt store scoop – fruesko. Men det har campingmutter råd for, hun anviser præcist hvor der gror en masse, og hun mener de er ved at blomstre. Vejret er nu næsten højt solskin, der er kun få skyer på himlen. Vi ved ikke hvordan vejret er i morgen tidlig, hvor ellers kommer lige forbi stedet, så vi må af sted igen. Det er kun en lille tur på 5-6 km i alt.

[GARD]

Vejkanten er meget smuk her hvor vi går.

Ved femtiden finder vi dem, og det er ikke løgn, der er mange, og de fleste er sprunget ud. Det er et meget smukt syn. Jeg ved ikke hvor mange der er, men det er meget overvældende at se så mange, og så tænke på et der kun gror nogle få to steder hjemme i Danmark.

 

På vejen hjem finder Lone en anden orkide i vejkanten, en koralrod. En sjov fætter som ikke selv har rigtige blade, men lever af de næringsstoffer en svamp, den lever sammen med, skaffer den fra løvtræerne i dens omgivelser. Her gror den i vejkanten, sammen med andre smukke planter.

Vi får tømt spillevandstankene, og hældt nyt frisk vand på, så vi er klar til i morgen, hvor vi drager videre på vores færd.

Allerede klokken syv onsdag den 27 juni fortsætter vi turen. Det har ellers været en kold nat, kun 5 grader udenfor. Der blev sat lidt varme på husbilen i løbet af natten.

Først kører vi mod Åsarna, derfra videre nordpå, men venstre om Storsjöen fra Svenstavik, så vi til sidst havner på vejen mod det kendte skisportssted Åre. Lige før Åre finder vi en rasteplads hvor vi spiser vores morgenmad.

I Åre spørger vi turistinformationen efter internet, men det kan de ikke hjælpe med, selv om de samtidig er bibliotek. Vi kan imidlertid få lov til at låne deres PC’er, men det hjælper jo ikke med opdatering af hjemmesiden, billeder og den slags.

Vi fortsætter videre ad vejen mod Norge. Lidt uden for Åre finder vi vej 72, og tager den mod nordvest, vi finder vejen ud til Tännforsen. Et stort vandfald vi vil se.

Tännforsen kaldes for Sveriges Niagara, og det skal nok passe. Der er godt nok drøn på vandet når det falder ud over klippekanten. Højden er 37 meter, og faldet breder sig over hele 60 meter.

Tännforsen er i virkeligheden et gammel sprækkeområde, hvor den ene side er løftet op i forhold til den anden, engang for 5-800 millioner år siden.

Du kan se en lille film fra fossen på denne side

Her vokser også en masse smukke blomster, blandt andet den gule fjeldviol.

Efter besøget ved Tänforsen fortsætter vi opad mod Norge. Lige før grænsen er vi helt oppe over trægrænsen. Her vokser stort set ingen træer, end ikke birk, som ellers holder ud lidt længere oppe end fyr og gran. Kun enkelte spredte lave birketræer står på det ellers ret golde fjeld. Et særpræget, men alligevel smukt landskab.

Nu går det nedad igen, granerne kommer igen. Skilte med advarsler om får på vejen dukker også op. Dalen vi kører ned igennem er meget smal, og følger naturligvis elvens løb, den elv som løber i bunden af selve dalen. Det er en smal dal, som er meget smuk at køre i, selv her i regnvejret.

Vi finder ud til E6, hovedvejen som går helt op til Norges nordligste by. Vi følger vejen nordpå, mod Steinkjer. Her finder vi endelig en McDonald, hvor der er frit hot spot, så hjemmesiden kan blive opdateret, og mails kan blive tjekket.

Vi fortsætter ad E6 til vi når vej 74, her drejer vi igen mod Sverige. Nogle kilometer oppe ad den smukke dal, som vejen løber i, finder vi en lille rasteplads hvor vi vil tilbringe natten. Her er smukt, men helve… mange små myg! (skide irriterende, siger Lone)

 

Vi vågner sent her den 28 juni, klokken når at blive syv inden vi hopper ud af sengen. Her dagens morgenudsigt

Vi drager af ved ottetiden. Det går opad, meget opad, elven nede i bunden af dalen følger ikke rigtigt med op, så vi kører til sidst højt oppe på kanten af fjeldet.

Her oppe er flere flotte syn ovre på den anden side af slugten, nærmest lodrette vandfald.

I flere udgaver.

Vi når helt op hvor der begynder at ligge sne. Her er foråret dårligt nok kommet til endnu, birketræerne er kun lige sprunget ud, de står med deres små, lysegrønne museøreblade.

Vi holder ind på en rasteplads der ligger her helt oppe på toppen af Skjækerfjella. Her er blåbærrene lige netop begyndt at blomstre.

Vi går en lille tur ud i landskabet langs en mindre elv. Der er flere fald på den. Jeg filmer lidt af den (kommer senere). Et billede af et lille udsnit kommer her.

Landskabet er ret nøgent ind imellem, men der vokser også fyrretræer i grupper.

Rastepladsen er ret ny, ser det ud til. Området er udnævnt til Nationalpark i 2004, det er nok i den forbindelse at rastepladsen er oprettet. Her kunne vi godt have overnattet, hvis vi havde vidst at den var her.

Vi forstsætter turen ind mod Sverige, ind mod Gäddede. Det begynder igen at gå nedad. Der bliver hurtigt mere frodigt. Her møder vi får som ligger og slapper af på vejen, jeg må ud og klappe af dem, før de flytter sig. Bilhornet er ikke nok. Lidt længere fremme ser vi et par traner med deres unge.

Vi når Gäddede ved halv tolvtiden. Her besøger vi den lokale ICA-butik, og får klaret lidt indkøb af de få ting vi mangler. Overfor ligger en tankstation, så vi fylder diesel på husbilen.

[GARD]

Nu begiver vi os ud på Vildmarksvägen. Efter nogle kilometer spiser vi forkosten, og fortsætter videre derudaf. Fremme ved Stora Blåsjön møder vi et meget smukt vandfald, der er ikke så meget vand i det, men det har tidligere leveret en masse sediment som ligger ude i søen.

Blaasjon

Her er foråret også lige nået til, anemonerne er lige sprunget ud. Det er cirka 2 måneder senere end hjemme.

Af en eller anden grund skal vi se Ankarede, som ligger 7 km ude af en sidevej. Et samesamlingssted, men det er vist kun interessant når der er samling. Nu ser det noget forladt ud, alt er låst, så vi forsvinder hurtigt videre.

Vi når igen højere op, helt op hvor der kun vokser små forkrøblede birketræer. Her møder vi desværre en masse forbudsskilte, man må ikke gå ud i landskabet på grund af systematisk tyveri af de vilde fugles æg?

Her går der også rener rundt, de hygger sig i det spæde forår.

Endnu højere oppe er foråret slet ikke kommet frem, her ligger masser af sne alle vegne. Nogle steder er der meter høje snevægge langs vejen. Koldt er her også og ingen træer har fundet sig tilrette så højt oppe.

Det højeste sted er markeret, 876 moh siger skiltet. Her er efterladt et par snescootere. Hvor førerne er melder historien intet om, måske blot gået en tur på trods af forbuddet?

Efter den megen sne går det hastigt nedad igen, her kommer foråret os igen i møde, med flotte lysegrønne birketræer.

Her dukker også andre vækster frem, sorttop er en af dem. Den er lige som kohvede en halvsnylter der lukrerer på forskellige græsser. Den blomstrer først senere på året heroppe.

Men blålyngen står og lyser flere steder med sin pædagogiske farve, lilla.

Vel nede, hvor sommeren er lige ved døren, tæt ved noget der hedder Lövberg, nogle kilometer før Saxnäs, finder vi en plads at spise og overnatte på. Pladsen ligger ved den smukke sø Klimpviken.

 

En dejlig fredelig nat er ovre. Nat er nu så meget sagt, det har vist slet ikke været mørkt her hvor vi vågner. Solen skinner fra en skyfri himmel her klokken syv, den 29 juni, hvor vi ser du af vinduet. Det er ikke varmt uden for, kun 5 grader, men solen varmer dejligt.

Efter den obligatoriske morgenkaffe fortsætter vi ad Vildmarksvägen. Ned mod Saxnäs hvor vi spiser vores morgenmad. Efter en kort tur derfra havner vi ved et meget flot vandfald, ikke højt, men med en masse trapper som vandet bruser ned over.

trappestegsforsen

Derfra videre mod Stalon, hvor vi drejer til venstre for at komme videre ad Sagavägen. Sagavägen er en lidt ensformig vej, der er skov stort set over alt hvor vi kører. Vi holder en pause ved en lille rasteplads som ligger ved et andet smukt, men lille vandfald. Her vokser blandt andet, som så mange andre steder, smukke gule engblommer, og de er næsten i fuldt flor lige nu.

Der er også smukke pilerakler på de lave pil.

Hvor Dikasjön går over i Bjurviken skal vi over en smal bro, godt det ikke er en bred bil vi kører i, der er ikke meget plads på siderne.

Vi havner i Dikanäs, en lille hyggelig by med meget venlige mennsker. Og her oplever vi for første gang at der annonceres med internetadgang. Det er på turistinformationen. Vi spørger om vi må bruge egne dator: och, ja, det går nok, vi kan bare tage netstikket over i vores pc’er.

De nødvendige mails besvares, hjemmesiden opdateres, imens vi underholdes af nogle lokale arbejdere der holder frokostpause i samme lokale. Der slubres kaffe, og smaskes mad på livet løs, mens verdenssituationen ordnes. Da vi går får vi at vide at det koster 20 sek pr person, desværre tager de ikke visakort, så det ender med 40 danske kroner.

Ved turistinformationen skal vi i øvrigt dreje fra Sagavägen, for vi vil over til Blå Vägen, som på det stykke i virkeligheden er E12. For at kommer dertil, må vi ud af en længere grusvej på 20-25 km.

Den er nu ikke så slem at køre på, næsten bedre end flere af de asfalt veje vi har været på.

Vi drejer igen mod venstre ad E12. Fremme i Tärnaby tanker vi diesel, det gælder om at have tanken fuld inden vi igen kommer ind i Norge. Lidt vand tanker vi også

Nu leder vi blot efter et sted at overnatte, det er ikke så let. I Hemavan er der ganske vist en stor parkeringsplads, men den tiltaler os ikke, så vi fortsætter lidt ud af byen, her finder vi endelig en lille plads, tæt ved vejen. Vi holder i 485 moh. Det begynder så småt at regne, men det er stadig over 15 grader.

Dagens etape ser sådan ud:

Vi vågner sent i dag den 30 juni, klokken er næsten otte før vi kommer ud af fjerene. Vi har sovet nogenlunde her nede bag vejens kant, ikke hørt stort til vejens trafik, hvis der overhovedet har været en sådan. Jeg kan imidlertid konstatere, at selv om vi er ret tæt på polarcirklen, så er her alligevel tusmørke midt på natten. Vejret ser lidt mørkt ud i dag, som det ses af morgenudsigten.

Vi kører dog i solskin da vi fortsætter turen nordpå.

Vi når frem til grænsen til Norge. Her er meget bart, koldt og ikke meget liv. Der holder et par husbiler, og en campingvogn i forvejen. Her indtager vi morgenmaden. Der skulle ifølge Rastpladskartan være mulighed for at tømme tanke her, men det er her ikke, der er kun toilet.

Mens vi spiser begynder en frygtelig larm, en stor bus ankommer i røg og damp, med kompressere, motorlarm og det hele. Et mærkeligt syn møder os da vi går ud for at se dyret. En matbus er det? Tror nu ikke det er nødhjælp til nordmændene, men man kan da få tanken.

Bussen er ankommet her hver dag siden 1984, påstås det, og sikret det norske folk en chance for at få snus, og lidt svinekød til en rimelig pris.

Er siden blevet klar over at Matbusser er en gammel opfindelse, som tidligere var meget kendt i Sverige. De kørte ud på landet så folk kunne handle ind uden at skulle drage til byen selv.

Efter grænsen, som i øvrigt ikke er markeret særligt, kun med et skilt, fortsætter vi op ad. Igen helt op til sneen og spæde birkeblade.

Smukke udsigter er der mange af.

Nu går det nedad igen, der må geares ned så det ikke går for stærkt. Pludselig er vi nede i Mo i Rana, som byen hedder, egentlig hedder den vist kun Mo. Her mødes vi af sommertemperaturer, tæt ved de 20 grader. Solen er ikke rigtigt fremme, men det føles ret lunt efter den mengen sne oppe i fjeldet.

Vi går en tur i byen, der er ikke mange folk på gaden på trods af at det er lørdag. En gademusikkant udfordrer skæbnen med sine smukke sange af Bob Dylan.

Lone finder en garnbutik, så den må lige udforskes. Priserne er lig de danske, får jeg fortalt.

Der begynder at komme lidt folk på gaden. Restaurantens udeservering er pænt besøgt. Læg mærke til de sneklædte fjeldtoppe i baggrunden og folkene i T-shirt.

Ved turistinformationen, hvor vi har parkeret, finder jeg en netforbindelse som er åben, og får opdateret hjemmesiden. Vi fortsætter derefter mod dagens mål – Polarcirklen. Vi kører derfor mod nord ad E6. En hovedvej af vekslende beskaffenhed. Nogle steder er den ikke bredere end en kommunevej hjemme. Men for første gang på denne tur, skal vi igennem en tunnel.

Den er ikke så lang, kun 1,3 km.

Efter den ser vi denne ældre herre, han har fundet en alternativ måde at nå til polarcirklen på.

Landskabet er meget frodigt lige efter Mo, men efter en del kilometer kommer vi op på Saltfjeldet, her er bestemt ikke frodigt. Det minder meget om det vi så på Vildmarksvägen, her ligger masser af sne. Vi når frem til polarcirkelcentret, her holder mange husbiler, og campingvogne.

Der er en leben af den anden verden. Folk skal op til markeringen af polarcirklen for at fotografere hinanden.

Selve polarcirkelcentret er ikke noget at skrive hjem om, det er blot en meget stor souvenirbutik. Her er end ikke en fortælling om hvad polarcirklen er udtryk for. Det har vi tidligere set bedre udført i Sverige syd for Jokkmokk.

Vi beslutter at blive her for natten. Det når både at regne og klare op inden sengetid, faktisk skinner solen lidt ind i mellem. Polarcirklen her i Norge ligger i ca 658 moh.

Turen fortsætter her

Download PDF

Kommentarer

2 thoughts on “Vildmarksturen 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *