Vildmarksturen anden del

Første del finder du her

1 juli vågner vi ved polarcirklen. Det har været en lidt urolig start på natten. Et cirkus mente de havde ret til at drøne ind og vende på pladsen det meste af natten, det gav en del motorlarm. Et norsk par syntes den lyse nat var til teknomusik med en ”god bas”. Lidt fik vi sovet alligevel.

Vejret er klaret en smule op, det regner i det mindste ikke længere. Herunder morgenudsigten, den er noget kold som det ses.

Vi fortsætter hen over Saltfjeldet, det er meget bart, næsten lige så goldt som Vildmarkvägen, hvor den var værst.

Nu går det nedad igen, det er sgu billigt i diesel det her. Vi følger en elv nedad fra fjeldet, den har rigtig travlt. Hele vejen ned bruser den som her.

Vi når ned til noget der hedder Røkland, en lille by langs E6. Her får vi lov til at tanke frisk vand fra Statoiltanken. Vi køber samme sted nogle pragtfulde boller, som vi indtager som morgenmaden.

Herefter fortsætter vi frem til Medby, her kan vi få tømt spillevandstanke, har vi set. Men det er kun en campingplads, og der er ingen i receptionen. Vi finder tømmestedet på pladsen, og tømmer uden at nogen reagerer?

Vi fortsætter ud af sidevejen op i fjeldet igen. Det går stejl opad, tredje gear må bruges det meste af vejen. Vi møder en del får som synes vejen er et godt sted at opholde sig. Der ligger masser af fårelort på vejen, og det mere flydende kan vi se har rendt lystigt nedad. Mærkeligt at fårene blot ligger der i vejkanten uden at reagere på bilerne.

Længere oppe holder vi en pause, og går ud for at botanisere lidt. Klimaet heroppe er en del mildere end hvad vi har set tidligere lidt oppe i højden.

Her vokser en del gule fjeldvioler og andet af den slags, men sørme også en hel del poselæbe, en orkide som ikke længere vokser hjemme i Danmark.

Det begynder at gå nedad igen, pludselig er vi nede ved det inderste af Midsværfjorden. Ude hvor den slutter er der lidt fjeldkunst.

Da vi har passeret den, går det opad igen, en serpentinervej viser det sig at være. Den starter med en mindre tunnel, før det går stejlt opad i lang tid. Det føles som en evighed at køre så længe i tredje gear. Vel oppe, går det som ventet nedad igen. Her kommer flere smukke udsigter. Blandt andet skyer på samme højde som os selv.

Men også smukke scenerier med små vandfald og lign.

Vi når frem til Saltstraumen, et sted som man vist nok er tvunget til at se, når man er turist i det nordlige Norge. Her er vejkantens gøgeurter sprunget ud.

Og så springer jeg hurtigt videre. Den er altså ikke noget særligt, den strøm, den ser ikke ud af meget. Man kan se vandet løber hurtigt ud af fjorden, men det er så det. Lidt strømhvirvler er der, men i forhold til det fjeldenes elve kan præstere, så er det ikke imponerende, synes jeg. Jeg forsøger med lidt fiskeri, men fanger intet, det skyldes selvfølgelig at jeg ikke har det rette udstyr.

Ved tretiden fortsætter vi mod Fauske. Det er også en smuk tur, med mange flotte udsigter.

I Fauske finder vi en camperparkering. Den flytter vi ind på, med udsigt til fjorden og det hele. Dyreliv er der også, blandt andet disse små mågeunger.

Herunder et lille kort der viser hvor vi har været i dag. Historien forstsætter neden under, når vi når så langt.

2 juli, det er hviledag i dag. Vi trænger til en slappeaf-dag. Vi er lidt foran planen, vi skulle have haft brugt en dag ekstra oppe på Vildmarksvägen, men den megen sne og adgangsforbuddet satte en stopper for det projekt. Det er også en regnvejrsdag i dag, det regner tæt. Det ses også af morgenudsigten, der er faktisk flere højere fjelde længere ude, men de er helt forsvundet i skyer og regn.

Hen ad klokken 11 beslutter vi at gå en tur ud i regnen for, at se lidt på byens handelsliv. Jeg tror der mangler en byplanarkitekt her i byen, den ser meget rodet ud. Der er tilsyneladende slet ingen styr på hverken udseende eller byggestil.

Vi går ind i et Amfi-center og oser lidt i butikkerne. Så ender vi i Coop, hvor vi handler det mest nødvendige samt et lille stykke gedeost.

Vi skynder os igennem regnen tilbage til husbilen. Der advares mod flom her i det nordlige Norge på grund af den megen regn. Jordskred skal man også være opmærksom på, siger de i radioen. Vi er nu ikke nervøse, for vi holder i kun 6 meters højde, få meter fra fjorden, så vandet kan sagtens komme væk.

Eftermiddagen bruger vi på ingenting, herligt at slappe totalt af.

Tirsdag den 3 juli starter lidt bedre end i går, vejret er klaret en smule op, det er i hvert fald holdt op med at regne. Vejrudsigten er nogenlunde. I dag vil vi videre, op mod Narvik, rejsens nordligste punkt. Turen går udelukkende ad E6, den direkte vej. Vi tømmer tankene inden afgang klokken otte

Vi indtager morgenmaden ved nitiden, tæt ved et lille havdambrug som ligger ude i fjorden, ikke langt fra Straumen.

Her møder vi også lidt rypelyng som endnu står i blomst.

Dagens tur vil senere vise sig at være en tunnel og stigningernes tur. Ikke mindre end 19 tunneler kører vi igennem, den længste er på 4 km. Den starter højt oppe, vel i 3-400 moh, efter en af de utallige 8% stigninger vi kommer op ad, og ender vel i 100 moh. En af de mange gratis ture ned fra højderne.

Oppe på en af toppene er der pludselig vejarbejde. Trafikken stopper, vi venter, endelig kommer der en del biler den modsatte vej. Så er det vores tur, men vi skal lige ha’ en ”Følgebil” forrest i kolonnen. Den skal nok bestemme farten, da vi passerer astfaltlæggerne sænkes farten til 20km/t. Her er noget at lære om sikkerhed for danske vejarbejdere.

[GARD]

Fremme ved Sagelva tager vi et stop. Her er en helleristning. Den forestiller to rensdyr. De er tegnet ind i klippen for omkring 9.000 år siden! Klipperne her er tydeligt præget af isens skuren hen over dem den gang i istiden. Sagelva render direkte ud i Sagfjorden.

Det går igen op, og ned, op igen, her oppe kommer pludselig en af de smukkeste udsigter jeg nogensinde har set. Der er meget langt ned, stejlt, men nede i bunden, omkranset af høje fjelde, ligger fjorden med sit meget blågrønne vand. Midt i den ligger en ø. Den består af et højt fjeld. Sollyset falder kun på øen, og dens små bitte røde huse, der ligger langs stranden, dens lysegrønne birketræer og mørkegrønne fyrretræer. Alt dette tilsammen giver et meget smukt, nærmest paradisisk indtryk. Desværre er det hurtigt væk igen, for nu går det nedad endnu engang.

Vi når frem til Bognes, her skal vi med en lille bitte færge videre til Skarberget. En tur på 25 minutter. Der sejler en færge ud af havnen, da vi ankommer klokken 11:50, så vi må vente en god times tid. Vi kommer med klokken 13:10, så det er ikke så slemt. Færgebilletten koster 260 NOK, incl 34,- for Lone.

Efter en længere omkørselsvej ved Ballangen, pga jeg ved ikke hvad, kommer vi til en Statoil. Her må jeg desværre bide i det meget sure æble og putte lidt diesel, norsk, i tanken. Uhh, det gør ondt, 13,42 NOK pr liter. Det er vist det dyreste diesel vi har kørt på endnu.

Vi når endnu en del stigninger, og nedkørsler, og nu dukker der også broer op. Her en hængebro i beton som går over indsejlingen til fjorden Skjomen.

Endelig ser det ud til at vejen følger vandkanten, der er ikke længere de lange stigninger og nedkørsler. Ved 16-tiden er vi i Narvik. Det kniber for os at finde den rigtige parkeringsplads, den som er oplyst i Camperguiden. Vi kører rundt og leder noget tid, men pludselig hitter vi den. Her holder i forvejen et par husbiler. Det er ikke helt den rigtige adresse Brogata 8, men overfor. Ved nummer 8 er parkeringspladsen meget skrå, så det er ikke til at holde der, hvis der skal soves. Det kan man på nummer 9. Inden dagen er gået har mange fundet herop. Ni husbiler af forskellig nationalitet holder her. Flest italienske, men også norske, franske, en engelsk, og så os som de eneste danskere.

Det er i det hele taget ikke mange danskere vi har set. Kun et par stykker med campingvogn? Det undrer os, for både Norge og Sverige er meget smukke lande at køre i. Norge med sine ofte dramatiske landskaber, og Sverige med sine lidt mere blide og bløde. Lyset og farverne forandrer sig hele tiden. Vegetationen i landskabet skifter også karakter for hvert sving man tager, især her i Norge. Fra meget frodigt grønt, til næsten gold klippe, til områder med fyrretræer der ligner en kæmpe bonsaihave. Moser, brusende elve, stejle dale. Man får det hele. Tyskerne og hollænderne har fundet ud af det, det ser vi, men ikke danskerne, tilsyneladende.

Vi går en tur i byen. Her er både indkøbscentrer, museer osv. Narvik blev under anden verdenskrig nærmest udraderet, og her blev udkæmpet et stort søslag i fjorden, med mange dræbte, fordi tyskerne havde brug for jernmalmen fra Sverige, som blev udskibet her. Derfor er der et museum om netop den periode midt i byen.

Der udskibes stadig masser af jernmalm her i Narvik, der holder hele tiden nye tipvogne på jernbanesporet som venter på at blive tømt.

På en restaurant kan vi få frisk hvalkød, hvis vi vil. Hvad det koster, ved jeg ikke, men en stor cheeseburger kan man få for bare 112,- NOK. Vi nøjes med et stykke hvalkød fra Coop, frosset, det vil vi spise i morgen, hvis vi kan li’ det.

Midt i Narvik står dette skilt, så nu ved vi hvor langt vi har hjem.

 

Dagens etape ser sådan her ud:

4 juli, det er solskin, den har skinnet det meste af natten, nu må vi op og se på den. Klokken er halv otte, og efter en god lang nats søvn ser morgenudsigten sådan her ud:

Fjeldet i baggrunden er en lille del af Fagernesfjeldet, det er over 1200 m højt.

Vi gider ikke Narvik mere, så vi begynder hjemturen. Narvik er det nordligste sted vi nu har besøgt. Vi fortsætter alligevel lidt ud af E6. Vi kommer frem til en hængebro, den er under reparation, så vi må vente lidt tid på grønt lys.

En god kilometer længere fremme drejer vi mod Kiruna ad E10. 9% stigning som en begyndelse, men “kun” 3 kilometer. Vi når næsten op, da der er en god morgenmadsplads. Her holder vi ind, der er en flot udsigt ned til broen vi lige kørte over.

Videre frem ændrer landskabet sig drastisk, fjeldet bliver næsten nøgent, lidt meget lave buske er de højeste planter. Sne dukker også op igen.

Vi tager et hvil lige før Katterjokk, her ser jeg for en gangs skyld lidt sommerfugle. Ganske almindelige grønårede kålsommerfugle er det, eller næsten almindelige, det er den nordiske form med brune oversider.

Her ser jeg også for første gang vibefedt med hvide blomster, alpevibefedt hedder den, der er ikke mange, men de er her. Den almindelige blå vibefedt ser vi snart alle vegne her oppe.

Vi når frem til ”Lapporten” et par fjeldformationer som til sammen ligesom danner en port ind til det vilde lapland.

Lidt længere fremme blomstrer kryblyngen stadig en smule.

Vi kører langs den store sø Tornetrask, i det høje solskin ser den utrolig flot ud, den er dybt blå. Sammen med birkenes grønne, og de sneklædte fjelde i baggrunden, danner den et meget smukt landskab at køre og se på.

Ved Pessisjåkka går vi ned på stranden. Her blomstrer disse smukke valmuer.

Samme sted indtager jeg dagen middagslur. Efter den en kort tur til en anden, mindre rasteplads, her vil vi blive til i morgen. Det gælder om at nyde det flotte vejr

Vi går en lille tur, pludselig sker det, der flyver en blåfugl op. En og en til, og en mere. Her sidst på eftermiddagen vrimler det nærmest med blåfugle. En parring ser vi også.

En enkelt perlemorssommerfugl ser også forbi. Nu er dagen i den grad reddet.

Vi slutter dagen med hvalbøf, med resten af de ”nye”kartofler vi havde med hjemmefra. Mens vi sidder med den smukkeste udsigt over Tornetrask-søens smukke dybblå vand. Udenfor flyver de sat… myg, så her til aften bliver vi inde i husbilen. Historien fortsætter under kortet.

5 juli, torsdag er det, det begynder at bliver svært at finde rundt i dagenes navne.  Herunder ser du morgenudsigten.

Smukkere kan det vist ikke blive. Men der er alligevel skår i glæden. De sat… myg, de har fundet en adgang til vores sengeafdeling. De er godt nok noget som fanden har skabt.Et eller andet sted har de fundet et hul de kan komme ind ad. håber virkelig vi finder stedet, så vi kan undgå dem fremover.  Ellers må vi håbe på regnvejr.

Vi sætter kursen mod Kiruna, Sveriges jerncentrum. Det er her al malmen som udskibes i Narvik kommer fra. Vi parkerer på torvet, lige foran Folkets hus.

Derinde er en lille turistinformation, her finder vi et kort over byen. Vi går lidt rundt, finder kirken, den er lige netop blevet et hundrede år. Og den er næsten byen ældste bygning.

Der findes også spøgefugle i Kiruna. En eller anden har strikket en masse varme uldfuteraler til træer og diverse lygtepæle. Et fænomen som er kendt over det meste af verden, kendt som “yarn bombing” se hvad det er her

Jernmalmen fylder meget i Kiruna, herunder ser du et lille udsnit af de store bjerge af affald som ligger op til den store grube.

Vi fortsætter videre ned af E10, som nu også hedder E45, eller Indlandsvägen. Vi når ned mod Porjus, her ligger et kraftværk vi tidligere har besøgt. Der er gratis rundvisning, og da vi var der for 4 år siden var der dansk guide, det kan stærkt tilrådes hvis du kommer forbi en dag.

 

Længere nede langs Luleelven, er der flere dæmninger tæt ved vejen, for eksempel denne her. Bare den holder til vi er kommet forbi.

Vi når frem til Jokkmokk, også et sted vi før har besøgt, så vi finder ud på Skabram Camping, en lille hyggelig campingplads, hvor der er plads til alle former for campingliv. Her er telte, med bål foran, campingvogne, husbiler osv. Og så er her gratis internet, man skal blot spørge efter koden hos campingfatter, som i øvrigt er hollandsk.

6 juli. Vi vågner dejligt udhvilede her på Skabram Camping. Her er utroligt dejligt, så dejligt at jeg glemmer at tage morgenudsigten med hjem.  Her er for en gangs skyld et par andre danskere. Vi forlader først pladsen efter morgenmaden, og kører op til selve Jokkmokk by.

Det er varmt i dag, her til morgen siger termometret 18 grader. Vi parkerer midt i byen og går en tur. Jokkmokk er en anden slags by end de industribyer vi tidligere har besøgt – her er smukt. Byen har kun smukke træhuse, ikke kedelige huse af beton.

Vi har tidligere besøgt museet Ajtte. Ajtte.com det er bestemt et besøg værd, hvis du vil vide noget om samernes kultur og historie. I forbindelse med museet er der en fjeldhave med mange forskellige fjeldplanter i. Den vil vi gerne besøge igen, men der åbnes desværre først klokken 11, der er vi nok langt væk. Derfor drager vi af, ned mod polarcirklen, vi skal jo over den igen for at komme hjem. Her ved Jokkmokk er cirklen markeret, men ikke kommercielt som i Norge. Her er en god forklaring på hvad polarcirklen er. Her er også en lille souvenirbutik – ikke et helt center.

Vejret bliver stadig bedre, varmere, og solen begynder også at titte frem i ny og næ. Jeg er heldig at se en ny lille blåfugl der flyver ved birketræerne.

Efter en is, lidt myggestik og hvad ellers hører med, fortsætter vi mod Älvsbyen, vi vil ned til Storforsen. Vi når frem ved tolvtiden, spiser mad, og går ned til vandet. Undervejs får vi købt en bjørnepølse. Der er vist mest svinekød i, ikke ret meget bjørn.

Storforsen er en voldsom oplevelse. Vi går med det buldrende vand lige på den anden side af et hegn. Gangbroen vi går på ligger oppe på en stendige. Det hele vibrerer af vandets konstante påvirkning. Jeg finder et sted hvor der er fast klippe under gangbroen, ikke blot store sten. Her forsøger jeg at få et billede med så langsom lukker som muligt. Vandet er meget hvidt, så helt godt bliver det ikke, der er for meget lys til at få den rigtige effekt.

Vi bevæger os lidt rundt langs fossen. Her vokser forskellige urter som nyder godt af den konstante fugtighed fra vandet. Blandt andet denne lille, meget smukke plante, linea hedder den.

Et sidste billede af Storforsen skal du ha’ inden vi fortsætter mod Piteå.

 

Lige efter Piteå finder vi en rasteplads, ved Jävre. Det er en rigtig rasteplads, her kommer og går mange biler. Store 25 meter lange lastbiler holder ind, så her er ikke særligt fredeligt. Vi bliver her alligevel, og slutter dagen med lidt blåbærsuppe, og bjørnepølse. Og det foregår i næsten 25 graders varme og flot solskin.

7 juli, det er stadig varmt, vi vågner til næsten 19 grader udenfor. Det virker en smule trykkende, der hænger en del skyer i luften. Vi har en kort etape at køre i dag. En tysker ønsker os en god tur, da vi bakker ud fra parkeringspladsen.

I dag husker jeg morgenudsigten, den er ud over den botniske bugt.

Først kører vi ad E4, men den er godt nok en kedelig affære, så efter Skellefteå drejer vi ind i landet. Her er noget mere ro på, og meget smukkere. Skov med gran og fyr, afløst af græsmarker, nogle allerede slået til hø. Ind i mellem små hyggelige byer med smukke træhuse.

Et sted er jeg heldig at se en græsrandøje, den hygger sig i varmen.

I dag er det pizzaens tur, vi har ikke fået en eneste på denne tur. Vi er heldige at finde et pizzaria i en lille by nær Umeå. Vi har fået bedre pizzaer end denne, ikke mere snak om den.

Sidst på dagen finder vi et godt sted langt ude i skoven, hvor vi kan blive til i morgen. Her vokser en del smukke blå smalbladet blåklokke. Det er vist et af de nordligste steder den vokser. Smuk er den.

 

8 juli. Morgenudsigten ser sådan ud. Her er dejligt ude i skoven. Og for en gangs skyld er her ingen myg.

Efter morgenmaden fortsætter vi mod Örnskjoldsvik. Vi skal besøge en god veninde jeg har her i byen. Det bliver en af turens bedste dage. Her under snakker fruen og min veninde om sommarstugans flotte blomster.

Sidst på eftermiddagen er det tid til at forsætte. Efter anbefaling fra veninden finder vi helt ud til Bönhamn, som ligger helt ude mod bottenbugten, midt i Höga Kustens meget smukke landskab. Vi får mindelser fra tidligere på turen hvor vi kørte oppe i Norge. Landskabet her er næsten lige så dramatisk og smukt. Her ude vil vi overnatte.

Höga Kusten er et specielt landskab, det hæver sig en centimeter hvert år. Det har det gjort siden istiden. Årsagen er at isen dengang pressede landet ned med sin vægt. Siden isen forsvandt, har landet hævet sig, og gør det altså stadig.

9 juli – 11 juli. Det har regnet det meste af natten, så der er meget vådt ude. Morgenudsigten ser sådan ud:

Det regner stadig, så vi opgiver at udforske Höga kusten i dag, det må vente til en anden god gang. Derfor begynder vi hjemturen for alvor. Lige efter Högakustbron, der i øvrigt ligner vores egen storebæltsbro ret meget, bare knap så stor, spiser vi morgenmad.

Herefter fortsætter vi ned ad E4, helt ned til Gävle. Det går hurtigt, vejen er god, og farten kan holdes høj det meste af vejen, bortset fra gennem byerne.

Lidt før vi når ned til Gävle beslutter vi at besøget i Uppsala, som vi ellers gerne ville se igen, det udsætter vi også til en anden god gang, den megen regn giver ikke rigtig lyst til at gå på bytur.  Ved Gävle drejer vi derfor af mod Örebro. Her er solen endelig lidt fremme og det er ved at være ret varmt – sommertemperatur.

På et tidspunkt glemmer vi at dreje, der er noget vejarbejde, så vi ser ikke skiltene. Det resulterer i at vi pludselig mødes af et skilt: Max 3.500 kg og en meget smal bro over en elv. Vi vejer kun lige netop de 3.500, der er en bil bagved, det vil være umuligt blot at bakke væk. Så tungen lige i munden, og over i en fart. Der er lige plads til lakken på bilen. Vi finder derefter tilbage til sporet igen.

Intet varer evigt, heller ikke solskin, efter en times tid begynder det at regne igen, nej, det regner ikke, det vælter ned med vand. Vi holder nærmest i en mindre elv af vand. Det er heldigvis kun en byge, så solen dukker frem igen. Området har ellers været hårdt ramt, hører vi i radioen, med store oversvømmelser.

Vi fortsætter hjemad, det regner igen, og det er rigtig meget regn der kommer. Først da vi når Sjælland er der tørt, her ser ud som om det slet ikke har regnet mens vi har været væk. Turen hjemad har været ret udramatisk, og uden de store oplevelser, ud over ovennævnte smalle bro, så du slipper for de mange billeder.

Du kan se hvor overnatningspladserne ligger på denne side Kort over steder vi har overnattet

Hjemme er det tid til at sunde sig, fik vi set det vi ville? virkede fornyelserne osv.

Ja, vi fik set det vi ville, bortset fra fjeldblomsterne oppe langs vildmarksvägen, der lå jo masser af sne, og adgang forbudt uden for vejen. Der vil vi op en anden gang, blot lidt senere på sommeren, slutningen af juli, eller begyndelsen af august. Vejret var ikke helt til sommerfugle og guldsmede, som ellers er en stor interesse, lidt fik vi dog set. Höga Kusten skal vi også besøge igen, det er et meget smukt landskab.

Vi har klaret hele turen uden ekstern strøm. Batteri og solcellen har leveret den strøm vi havde brug for, også til køleskab under kørslen. Vi husker dog at lys har vi ikke brugt, efter de første dage var det ikke mørkt, før vi næsten var hjemme igen. I øvrigt en underlig fornemmelse at komme hjem og opdage at det blev mørkt om aftenen, efter så lang tid hvor det var lyst hele tiden. Nu skal alle billederne ses igennem, sorteres og redigeres, der er kun lidt over 1.300 plus lidt filmstumper.

Download PDF

Kommentarer

4 thoughts on “Vildmarksturen anden del

  1. Storslået 😀 Hvor må det være vidunderligt at opleve på første hånd.. Fantastiske billeder af klipper, vandfald, elve og sneklædte tinder. Kom helt til at fryse, så tænker det må være dejligt at kunne køre ned til det lysegrønne forår igen. Blev lidt bekymret over de efterladte sne scootere. Glæder mig meget til fortsættelsen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.