På kysttur til Normandiet, Bretagne og Loire i Frankrig
Første del, anden del finder du her
Det er med lidt blandede følelser at vi har besluttet en tur til Normandiet, Bretagne og Loireflodens nedre løb. Det har ikke været muligt, at få den sidste sommerferie samlet på andet tidspunkt end her i september. Det må passe bedre med en tur til Frankrig end nordpå sådan rent klimamæssigt.
Vi er ellers altid taget til Norge eller Sverige i sommerferien, op til de store, stille vidder, hvor der er langt imellem mennesker og hvor der er masser af plads og hvor stilheden ofte råder. Noget vi holder meget af. Nu må vi se om vi kan holde ud at være på mere tætbefolkede steder.
Planen er at køre fra Danmark, ned igennem Tyskland, Holland, Belgien og til sidst Frankrig, langs kysten. Følge kysten i Normandiet og ned til atlanterhavskysten i Bretagne, og tilbage mod Danmark langs Loirefloden.
Turen er kun løseligt planlagt, der er plads til improvisationer. Vi har fundet inspirationer rundt omkring på nettet, invasionskysten i Normandiet har mange jo besøgt og beskrevet i detaljer. Flere kan findes på denne side (åbner i nyt vindue/fane) Andet er fundet via GoogleMap, på turistsider, reklamer for kør-selv-ferier og lign. Mange mulige overnatningssteder er fundet på denne side (Åbner i nyt vindue/fane) som efterfølgende har vist sig at være lidt utilregnelig.
Søndag den 1 september
Afgang hjemmefra klokken 11.00. Vejret er overskyet, og det blæser en smule. Ad motorvejen til Korsør, over Storebæltsbroen. I Nyborg vælger vi at køre ad de mindre veje. Vi kommer igennem Ringe. Derfra videre til Broby Værk, hvor vi nyder en kop kaffe ved bredden af Odense Å.
Videre til Vissenbjerg hvorfra vi tager den gamle hovedvej igennem Middelfart. Over den gamle lillebæltsbro i regnvejr og mod Kolding. Vi havner bag denne søde bil.
Ved Kolding får vi også set nogle steder, der ellers ikke var med på planen. Havner i Vester Nebel, før vi finder den direkte vej mod Ribe.
Planen var at overnatte ude ved diget ved Mandø Ebbevej, men der loves kuling i nat, og det blæser allerede godt. Så planen bliver ændret til en overnatning i Ribe. Her er der en plads, hvor vi kan holde.
Vi ankommer 17.00 i rusk og regn. Pladsen er fin, men ikke særlig inspirerende, blot en kedelig parkeringsplads. Her er imidlertid både mulighed for at tømme tanke, et toilet, og rent vand.
Mandag 2 september
Der er kommet en enkelt bil mere i løbet af natten, som har parkeret lige ved siden af vores plads. Vi har ikke hørt den ankomme. Klokken ca 7 står vi op til en regnvåd morgen. Det blæser, og har blæst ret meget i nat. Godt vi valgte Mandø Ebbevej fra.
Vi kører mod syd, først til Tønder hvor vi lige handler lidt småting vi mangler. Videre ad den direkte vej til Glückstad. Nogle steder går det ikke ret stærkt, der er hastighedsbegrænsning for lastbiler som ligger væsentlig lavere end for personbiler. Andre steder er det traktorer som holder farten nede.
Vi når frem til færgen over Elben, men må vente en god halv time, før vi kommer med over. Først den tredje færge kommer vi med.
Det blæser godt, men alligevel ligger den lille færge forholdsvis stabilt i vandet, til vores overraskelse. Dog kan det ses på lastbilen ved siden af, førerhuset har en god, men lidt løs affjedring. Lone filosoferer lidt over om chaufføren mon har en dame med på turen.
Så går det nordpå, vi har besluttet at overnatte på en camperplads i Cuxhaven. Den er let at finde, men er nok verdens mest kedelige sted. En stor flisebelagt parkeringsplads, med mange tyske autocampere. Til den ene side et ståltrådshegn. Den anden side er sikkert ok, med udsigt til Elben, men naturligvis optaget af campere, som har boet her en uge eller mere. 13 euro koster en overnatning? Et gudsforladt sted!
Tirsdag 3 september
Her gider vi godt nok ikke være længere. Så efter en hurtig kop morgenkaffe, kører vi hen for at tømme tanke. Det går fint, men gu’ hjælpe mig, de vil ha’ penge for frisk vand. Vi synes vi allerede har betalt rigeligt for at slide en nat på betonstenene. Nu skal vi videre til Holland!
Det bliver en del motorvejskørsel, vi har valgt den hurtigste vej til Groningen, nærmere betegnet en bydel der hedder Haren. Landskabet undervejs er ret ensformigt, flade marskjorde med masser af kvæg. Vi kommer via tunneller under et par floder. Pludselig er vi i Holland. Grænsen er blot markeret med et skilt.
Lige før Groningen må vi holde og vente på en opklappet bro. En stor kran forsøger at komme igennem, men opgiver hurtigt. Så det tager ikke så lang tid før vi kører videre.
Fremme i Groningen er den direkte vej spærret, så vi må ind igennem Harens bymidte. Hyggeligt ser her ud, men vi må ikke parkere her. Vi finder let hen til Hortus, en botanisk have. Her er en god parkeringsplads med masser af plads. Det koster 10 Euro i alt at komme ind og se haven. 
Haven er delt op i flere afdelinger. Først vælger vi at se den Kinesiske Have. 
En sanselig oplevelse, hjulpet godt på vej af kinesisk musik der rammer os, da vi træder ind gennem porten til haven.
Det er virkelig et gennemført stykke havekunst vi oplever.
Efterfølgende begiver vi os ud i den resterende have. Flere afsnit bærer præg af at sommeren også her i Holland har været tør. Her er stenhave, hortensiahave, staudehave, rododrendronhave, permakulturhave, og engelsk have, plus sikkert flere andre.
Nogle steder pyntet med skulpturer af lokale kunstnere. Her er mange smukke træer og blomster, også en smuk rosenhave.
Pludselig opdager Lone at der vist er noget om honningbier inde bag en hæk. Jeg sniger mig ind igennem en låge. Og ja, hold da op, her er alle mulige slags bikuber. Både gammeldags halmkuber, i flere udformninger, men også traditionelle træstader, og et par ”toplistestader” en stadeform som en del eksperimenterer med, også hjemme i Danmark. I publikumsafdelingen er der et stade man kan åbne og se ind i.
Vi slutter havebesøget med en tur rundt i væksthuset, men der er ikke så mange planter herinde, de er ude i haven, tror vi. Inden vi helt forlader stedet, sætter vi os en halv timestid inde i den Kinesiske have. Roen og freden trænger helt ind i sjælen.
Vi beslutter at tilbringe natten på parkeringspladsen. Her sidst på dagen er her ikke en levende sjæl, men her er i det mindste grønne omgivelser.
Onsdag 4 september
En herlig rolig nat. Vejret er endelig klaret op, det ser ud til at ende med en dejlig solskinsdag. Her sker intet før klokken lidt i syv, hvor de første medarbejdere i haven møder på job. Vi beslutter at drage af inden vi spiser morgenmad. GPS’sen er sat til at vælge motorveje fra, så vi kommer ad mange små smalle veje.
På et tidspunkt kommer vi igennem Donkerbroek, en smuk lille by som ligger omkring en lille sluse.
Der er lagt op til fest, hele byen er pyntet med forskellige indslag. Og alt er så fint og nypusset.
Efter en lille sightseeing i byen fortsætter vi ud mod Zeuterzeedæmningen. Vejene vi kører ad er meget smalle, er det mon bare cykelstier? Næ, her kører også lastbiler. Endelig havner vi på dæmningen. Den er lang! Vi fjoller lidt rundt på den første ø, hvor der er parkeringsplads, inden vi fortsætter derudad. Kører igennem Lorenzt Sluisen inden vi finder en god udsigtsparkeringsplads midt ude på dæmningen.
Et par danske campingvogne ser vi også, og veksler et par ord med ejeren af den ene. Her er efterhånden varmt, stadig lidt diset. Pludselig vrimler det med myg, så vi får travlt med at komme væk.
På den anden side af dæmningen finder vi en lille by, Butterbrauzen, at spise frokost i. Lige før den står disse smukke møller.
Også her er der gang i pyntningen af byen, blomsterfest er det vist. Holland er et meget hyggeligt land at køre i, fladt som en pandekage, fyldt med kanaler. Sommetider løber vandet i en kanal der ligger højere end vejen osv. Små smukke broer, kanalbåde etc.
Nu fortryder vi at GPS’sen skal vælge motorveje fra, vi kommer midt igennem Amsterdam. Det går trods alt meget godt, selvom der er meget trafik, hollænderne er flinke til at vise hensyn.
Vi kommer ad mange mærkelige smalle veje, kører mange kilometer på toppen af et dige. En snoet, smal vej, uden kanter. Det ser pludselig ud som om vejen vil ende nede i floden, det gør den sådan set også, en lille færge skal bringe os over floden Lek, ved Colemborg.
Færgen er en pendulfærge, i ordets bogstaveligste forstand. Et kabel er forankret midt i floden, et stykke opstrøms, i det ”hænger” færgen. Når den sejler frem og tilbage, gør den det i en del af en cirkel. 2,5 euro koster turen.
Derefter endnu 10 kilometer på toppen af diget, før vi endelig havner i Vianen. Her skulle være en plads at holde på, men de koordinater vi har, viser sig at være forkerte. Nu er gode råd dyre, måske vi kan køre tilbage til en kirke lidt uden for byen? Hov, derovre holder nogle autocampere, der er pladsen jo. Kun 500 m fra det sted koordinaterne sagde.
Nu er det godt nok blevet varmt, så aftensmaden indtages i skyggen af bilen. Vi holder ved siden af en sluse, jeg går en tur derhen for at få lidt billeder.
Senere dukker endnu en camper op, et larmehoved som lige skal på toilettet, ha’ støtteben ned etc, før motoren bliver stoppet.
Holland er et cykelland, må vi konstatere. Både her, men også i Haren, og på vejen hertil, har vi set utallige på cykel. Her ved kanalen kan vi rigtig nyde dem
Torsdag 5 September
Vi vågner til en varm morgen. I dag skinner solen fra en klar og skyfri himmel. Vi beslutter at tage den hurtigste vej til ”Lone Tree Crater” i Belgien, tæt på den franske grænse. Det er en forholdsvis smertefri tur, dog med kø ved de større byer. Antwerpen især, har meget trafik på ringvejen efter ni.
Ved middagstid er vi fremme ved Mesinnes, som et af slagene i 1’st verdenskrig er opkaldt efter. Her ser vi lidt på et mindesmærke over irske soldater, der døde her på markerne for næsten 100 år siden. Nu er her meget fredeligt, bare hedt som p…
Nu vil vi finde det krater. Først havner vi i Wolvergem, her ligger også soldater fra Den Store Krig begravet ved byens kirke.
Lidt nord for byen, 4-5 km, ligger Det Enlige Træs Krater. Et kæmpe hul i jorden, som nu er fyldt med vand. Hullet ligger på toppen af en bakke, omgivet af en stor jordvold. Krateret er skabt ved en kæmpe eksplosion. De allierede havde gravet lange tunneller ind under de tyske stillinger, og anbragt enorme mængder sprængstof i dem.
På den anden side af vejen ligger en lille gravplads for endnu flere irske soldater, som faldt her omkring. Gravstenene taler deres eget sprog: ”Gunner […] age 19”. Lidt tankevækkende at så mange unge mænd satte livet til.
Det er nu så varmt at vi vil finde et sted at holde, hvor der er skygge. Et skovklædt højdedrag i nærheden tiltrækker vores opmærksomhed. På vejen kommer vi igennem en by ved navn Kemmel. Her opsøger vi et lille turistbureau, for at finde ud af hvor vi kan overnatte, og eventuelt tømme tanke. Vi får at vide at vi må holde hvor som helst, bare det ikke er længere end 24 timer. Den flinke mand foreslår at vi blot tømmer i gadekloakerne?
Vi fortsætter op imod Kemmelsberget, som højdedraget hedder. Vi kører lidt op, her er ”kun” 17% stigning. Resten af vejen op til toppen af bakken har 24%. Her er skygge, og en smule køligere. Også her er der et mindesmærke. Bjerget er nu helt overgroet af skov, for hundrede år siden var alle træer skudt til pindebrænde. Her faldt 5.294 allierede soldater, en obelisk og et mindre anlæg omkring, markerer mindet om deres grav. Kun de 54 blev identificerede inden jordfæstelsen.
Ud på eftermiddagen beslutter vi at finde længere ud mod kysten. Der er kun 50 kilometer derud. Da vi nærmer os et sted jeg har fundet som vi måske kan overnatte, dukker der en plads op ved et supermarked. Her er både vand, tømning, og hvis man har lyst, kan bilen blive vasket, det samme med tøjet.
Vi går i seng til 22 graders varme ude!
Fredag 6 september
Vejret er heldigvis ikke så varmt længere. Omkring de 20 grader ved 9-tiden. Vi starter med at få fyldt vand på, der er tyve liter mere for 2 euro, end der kan være på tanken, de kommer i reservedunken. En tiltrængt tømning af tankene får vi også klaret.
Derefter går vi i supermarkedet for at handle lidt. Køber blandt andet lidt friske muslinger. De har flere slags, så da den flinke pige stiller et spørgsmål til os, da vi står og snakker om varerne, får hun et svar tilbage på dansk. Straks siger hun lidt mere på fransk, og fiser af sted ned i den anden ende af markedet.
Efter noget ventetid dukker hun op igen, og fortæller at hendes chef er på vej, det er i hvert fald hvad jeg får ud af hendes ord. Og ja, der kommer en yngre lyshåret pige, som kan lidt engelsk. Efter lidt snak ender det med, via tolken, købet af et måltid friske muslinger. Det kalder jeg service!
Første stop i dag er Dunkerque. Inde midt i byen er der en vej som er spæret på grund af vejarbejde. Det resulterer i en længere rundtur i byen, for gps’en kan ikke rigtig forstå, at vi ikke kan køre den vej. Men det gør ikke så meget, her er smukt i byen, blomster alle vegne.
Endelig kommer vi fri af byen, næste stop bliver ”Oye Plage”. En hyggelig lille by, også meget smuk med mange blomster alle vegne. Vi går en tur, og møder en børnehaveklasse, der går fint to og to, på række, ledsaget af fire pædagoger, iført kitler og sikkerhedsveste. ”Bonjour”, lyder det fra børnene.
Ved siden af kirken er der også i denne by, et mindesmærke over faldne soldater, men fra 2’den verdenskrig. Eller rettere, et monument over canadiske troppers befrielse af byen den 6 september 1944. Lige netop denne dag for 69 år siden.
Det går videre mod Calais, hvor vi finder en stille plads, beregnet for autocampere, her spiser vi frokosten.
Det er begyndt at skye til, solen er ikke længere fremme. Over for pladsen vi holder på, er der særpræget arkitektur
Vi fortsætter mod Criel-Sur-Mer, hvor vi vil overnatte. På vejen begynder regnen at vælte ned. Det bliver også køligere. Vi kører igennem flere smukke landsbyer, rigtige franske byer at se til. Det overrasker os at landskabet er så bakket her nede ved den Engelske Kanal. Et noget mere kuperet landskab end vi tidligere har mødt på denne tur. Afhøstede kornmarker er her også mange af, ikke så mange majsmarker, som vi ellers har set så mange af.
Efter et par timers kørsel begynder det igen at klare op. Da vi er fremme ved kysten, skinner solen igen fra en næsten skyfri himmel. Vi finder en plads med direkte havudsigt. Det bliver tid for muslingespisning, dampet i hvidvin, smager faktisk rigtigt godt.
Da solen er ved at gå ned bliver her rigtigt smukt.
Jeg får også taget lidt nattebilleder. Byen på toppen af klinten lyser så smukt i natten. Lyset fra Brighton, på den anden side af Kanalen, kan vi lige ane.
Lørdag 7 september
Det er koldt her til morgen, kun 9 grader udenfor. Der er masser af liv på stranden. Ældre herrer valfarter herud. Bevæbnet med spande, net og små kurve. Det er lavvande, så de går ud over korallerne som vokser på de store kalkblokke der ligger i havstokken.
Selv om mit franske kan ligge på et meget lille sted, så forsøger jeg alligevel at finde ud af, hvad det er de samler. Først tror jeg det er muslinger. Men efter af have ”snakket” med en af samlerne, finder jeg ud af at det er havsnegle de samler. De bærer dem væk i spandevis. Jeg får endda tilbudt en pose så jeg selv kan samle lidt, af den flinke fyr jeg spørger.
Vi skal videre, ned mod ”Invasionskysten” Vi har ikke helt bestemt os for hvor langt det går i dag. Følger blot kysten så godt det nu lader sig gøre. Ved middagstid havner vi i en by ved navn: ”Fécamp”. Den ligger, som mange af de byer vi er kommet igennem de seneste dage, nede i en dal. Der er marked i byen, langs havnekajen og oppe bag kirken. Det må vi lige ha’ med.
Efter lille rundtur i byens smalle gader, finder vi et sted at parkere. Men, just som vi stiger ud af bilen råber en franskmand ud af sit vindue. Et eller andet med om det er vores camper-car, om vi ikke kan flytte den lidt? Nå, ja, det kan jeg da godt, lader den rulle nogle få centimeter frem, så er han åbenbart tilfreds?
I Fécamp har man gjort noget for mændene.
Markedet er et blandet marked, her er nyt tøj, fiskeudstyr, gamle sager, og bag kirken fortsætter det.
Her er der også lidt forskellige fødevarer. Ost, pølser kød etc, og ikke mindst grønt og frugt.
Vi fouragerer lidt. Og vader tilbage til bilen. Franskmanden har lukket sit vindue.
Vi fortsætter lidt uden for byen, hvor frokosten indtages. Videre ned over Seinen. Hvor vi havner i en by ved navn Hornfleur, her er der en gratis plads vi kan overnatte på, så det gør vi. Her er i forvejen mange husbiler, mest franske, men også tyske og belgiske.
Turen forsættes her