Anden del af turen til nordvestfrankrig, første del finder du her Og fortsættelsen finder du her
Søndag 8 september
Meget fredelig nat, selv om børnene i nabolaget var længe om at gå i seng. Der ligger en bager lige om hjørnet, derfor får vi frisk brød til morgenkaffen.
I dag står den rigtigt i D-dagen, og dagene derefters, tegn. Vi besøger Pegasus Bridge. En bro som dengang blev besat som noget af det første.
Derefter fortsætter vi helt ud til kysten. Her er alle steder masser af blomster, selv rundkørslerne er fyldt.
Men også langs vejen er der smukt pyntet med blomster.
Vi kommer igennem byer med brede boulevarder
For derefter at køre på smalle gader.
Mange steder langs stranden står forskellige mindesmærker, flot vedligeholdte tanks, kanoner og lignende.
Der ligger også flere museer langs kysten. Vi går ind i et i Arromanches. På stranden her udfor anlagde briterne en stor havn i løbet af 10 dage. Og den var stor, skal vi hilse og sige, faktisk så ligger det meste af den der stadig. De yderste moler ligger op til 500 meter ude i havet.
Der bliver vist film om hele projektet som vi er heldige at få at se. Det bliver det ikke mindre imponerende af.
[GARD]
Danmark er også nævnt, men indsatsen har været begrænset, kun nogle få sømænd var med.
Udenfor museet er der andre effekter fra den gang, for eksempel en landgangsbåd.
Eller en tank mere lidt oppe ad gaden.
Et lille kig igennem et kanonsigte
Dagen slutter med et besøg på den amerikanske gravplads. Det er et meget tankevækkende sted at besøge. Vi bliver desværre venligt bedt om at forlade stedet da de lukker. Når dog at få set det vigtigste.
Stedet er meget amerikansk.
Der er sikkerhedstjek for at se besøgscentret, stållåger for indkørslen til P-pladsen etc. Lågerne køres automatisk for, da de sidste biler har forladt stedet.
Vi finder en plads ikke langt fra gravpladsen til en pris af 6 uro, at holde på i nat.
Mandag 9 september
Vi har sovet godt selv om det har regnet lidt. Nu er det sidste dag vi skal se noget der har med “Operation Overlord” at gøre. Vi kører et lille stykke for at komme ud til Point de Hoc. En pynt ud i vandet som dengang var bemandet med lidt kanoner mv, som kunne, fordi stedet ligger højt, beskyde den øvrige invasionsflåde.
Stedet blev voldsomt bombarderet, der er stadig masser af kratere. Det har været et helvede at opholde sig i bunkerne den gang. Rangere fra invasionshæren skulle op nede fra stranden. Til det brugte de rebstiger, fastgjort foroven med ankre, som blev skudt op med raketter. Alt ligger stadig som dengang, lidt uhyggeligt at se.
Bagefter havner vi i Isigny-sur-Mer, her er en gratis plads vi kan overnatte på. Den ligger lige ved en kanal.
Vi går en tur i byen, forretningerne holder middagslukket, men de åbner imens vi går lidt rundt. Man tager vist ikke arbejdssikkerhed så alvorligt her, eller også er man ligeglade med østeuropæeres liv og levned.
Byen er, som de fleste byer her omkring, meget smuk, pyntet med blomster alle vegne.
Gadetræer smukt klippet i facon og så videre.
Kanalen vi holder ved tømmes næsten for vand et par gange i døgnet, ser det ud til. Bådene langs kajen ligger ind i mellem på bundens klistrede mudder. Imens måger og hvide hejrer går og leder efter noget spiseligt i mudderet.
Tirsdag 10 september
I dag skal vi slappe lidt af, så det bliver en kort tur på kun 100 km. Vi kører til Mortain, en mindre by næsten på grænsen til Bretagne. Vi er kommet ind i landet er tydeligt. Byen ligger på kanten af et mindre bjerg.
Det meste af byen ligger i 225 moh, men fylder op og ned ad bjergskråningen.
Vi finder en plads tæt ved resterne af en gammel borg. Vi går en tur i byen, her er stadig både bager og flere andre specialbutikker, nogle får et besøg.
Onsdag 11 september
Natten er meget fredelig, bortset fra at flaskekontaineren skulle tømmes klokken: ”meget mørkt”. Vi kommer altså tidligt op i dag.
I går aftes opdagede jeg et lille skilt hvorpå der stod: ”Le Petite Cascade” Det må jo være et eller andet med vandfald, tænker jeg. Derfor følger vi stien, skiltet viser hen ad, her i formiddag. Da vi kommer ned forbi et par bord-bænkesæt, står et nyt skilt, det viser ind i en smal sprække i klipperne.
Og hold da op, herinde åbenbarer sig det smukkeste lille vandfald man kan tænke sig. Den franske badenymfe, med det lange våde hår, toner næsten frem der i poolen, imens vandet stille risler ned bag hende. Bregner og andre grønne vækster begror de stejle klipper her i slugten. Her er idyl der virkelig vil noget.
Stien fortsætter opad, som trapper hugget ud i klippen. Oppe foroven for ”Det Lille Vandfald” er en lille tavle med lidt oplysninger om stedet. Der er også tekst på engelsk. Det viser sig at Le Petite Cascade har en storebror, ”La Grande Cascade”. Der er kun 500 meter hen til det, står her. Der er skilte som viser vej.
Vi går igennem den nedre del af Mortain, men opad bakke, 20% står der på skiltet foroven af bakken. Et sted hænger der store, modne figner ud over havemuren. Jeg kommer ved et uheld til at skubbe en af til Lone, som nyder den med velbehag. Jeg behøver kun at kravle lidt opad muren for at nå den.
Som alle andre steder er her mange blomster, en har pyntet sin cykel. Inde i haven vokser palmer og bananer!
Vi må ad en mørk skovsti for, at komme ind til Det Store Vandfald. Vi var advaret, nede ved det lille stod at det store ikke var så smukt, det er det heller ikke. Oppe over vandfaldet går vejen tilbage til Mortain. Vi kommer nu gående samme vej ind i byen, som vi kørte i går.
Vel tilbage får vi fyldt vand på, og tømt hvad der skal tømmes, alt er gratis her på pladsen.
Vi skal ned mod Bretagnes kyst i dag. En længere tur så vi vælger den direkte vej. Lidt kedelig, men hurtig. Først ud til et overnatningssted fundet på en fransk hjemmeside, men nu er her forbudsskilte sat op! Vi har en anden mulighed, så den kører vi op imod.
På vejen opdager vi et skilt der viser til en campercar-parkeringsplads. Vores franske er ikke så godt, så vi forstår ikke helt et skilt. Noget om tider og den slags. Men da vi til sidst er helt alene på stedet, må vi have ordbogen frem. Upps, her må vi skam heller ikke sove i nat – så af sted igen.
Det er næsten mørkt da vi endelig når frem til reservepladsen. Her er plads til 4 biler, men her holder 12. Så vi hopper op på græsplænen, som de fleste andre.
Torsdag 12 september
Vi vågner tidligt, snupper en kop kaffe, inden vi forlader stedet. Vi holder ikke helt lovligt, så vi synes ikke der er grund til at holde der længere end højst nødvendigt.
Der står sten på programmet i dag, store sten og mange sten. Vi skal se de mange, lange rækker af bautasten, som står på markerne over en strækning på 4 kilometer, ikke langt fra Carnac.
Det har krævet en meget ihærdig Obelix, at rejse alle de mange sten. De står på flere rækker, som snor sig en smule ud over landskabet.
Enkelte er naturligvis væltede, det er mange år siden de blev rejst.
Andre står stadig, på trods af at de er sat med spidsen nedad.
Efter at have beset de fem sektioner med sten, går turen mod floden Loire. Vi er fremme i løbet af eftermiddagen.
Vi går en tur i nabolaget. Det er et gartneriområde, her dyrkes grøntsager på livet løs.
Tunnelhuse af plastik næsten så langt øjet rækker, afløst af fine bede på friland, herunder er det en porremark.
I grøftekanten vokser fersken, i haverne bananer, palmer, træer med masser af valnødder og buske med store hasselnødder. Nødderne smager i øvrigt ganske udmærket.
Her ved kanalen, hvor vi holder, gror, som mange andre steder, masser af ægte kastanjer. På poppeltræerne gror store kvaste af mistelten, og morbærtræerne har få modne bær.
Lidt henne langs kanalen hygger en mindre flok muldyr sig i en fold.
Fredag 13 september
Vi vågner sent, det er længere mørkt her i Loiredalen end hjemme. Vi skal ikke så langt i dag. Vi vælger at køre lidt væk fra floden, for at få set lidt vinmarker. Dem har vi ikke set meget til endnu. Der er da også vin her og der, nogle marker passet bedre end andre. Både med blå og grønne druer.
Undervejs kommer vi forbi et supermarked. Vi mangler til proviant, så det må besøges. Vi er heldige at finde lidt franske specialiteter, blandt andet lidt kaninryg.
Da vi når hen til kassen, kommer den store overraskelse, der er ingen kassedame! Det vil sige, der er en, men hun står blot og overvåger fire-fem kasser. Folk skanner selv deres varer, og betaler med kort. Så er den potte ude.
Heldigvis er der en kasse som er betjent, den vælger vi. Og for en gang skyld kan kassedamen lidt engelsk. “Have a nice day” – siger hun da vi går.
Vi skal også have tanket lidt diesel. Standeren siger en masse på fransk som jeg ikke forstår en bønne af, men tanket får jeg nu alligevel.
Vi finder en parkeringsplads hvor vi kan holde for natten, ca 10 km efter byen Angers.
Pladsen ligger med udsigt til floden, hvis vand stille strømmer nedad. Her er en lille by med en kirke lige på den anden side af gaden, som omhyggeligt fortæller hvad klokken er slået hvert eneste kvarter. Vi går en tur ad de smalle gader, og i særdeleshed smalle stræder.
Her er meget idyl. Smukke porte, forladte huse med frugt af forskellig slags.
Og beboede huse som ser næsten forladte ud.
De forladte haver har mærkelige, men smukke ukrudtsplanter.
Resten af dagen går med boglæsning og afslapning. Kaninryggen smager pragtfult, med frisk salat til. Her bliver efterhånden ret varmt, inden solnedgangen nærmer sig. Fortsættelsen findes her